Saa rider hun ud, den favre Vaar,
— der staar Guldspor af Gangerens Hov, —
Ved Kvæld, der Solen rinder mod Hav,
hun standser for vildene Skov.
— Før Lønnen faar Løv og Abilden blomstrer.
Vorder den Jomfru om Kind saa hvid:
»Nu hjælpe mig Gud og vor Frue!
Aldrig jeg monne min ganske Tid
sligt ræddeligt Utyske skue.
Haaret stritter mod Skyen vildt
som Børster paa vreden Orne;
fangende Arme vil flænge mit Kød
med Kløer og hvasse Torne.«
Mæled til Svar den mørke Skov:
»Jeg gør Dig forvist ej Men;
men Du kan vende min Troldoms Ve,
om Du est en Jomfru ren.
Tør Du sove udi min Favn,
og det i Nætterne trende,
— da løser Du mig af min Fjendes Vold,
og al min Nød haver Ende«.
Det var da den liden Jomfru Vaar,
hun stiger af Sadlen kæk;
lægger hun sig i Troldens Arm
foruden al Angest og Skræk.
Der hun vaagner det første Gry,
da hører hun Fløjtetoner.
Om hendes Leje Violer staa
med Bukkar og Anemoner.
Anden Morgen, hun vaagner fro,
alt efter de Drømme skønne,
da blomstrer ved Kilden den hvide Tjørn,
og alle Buske staar grønne.
Tredje Gry, der hun Øjet opslaar,
da rødmer hun som en Brud:
Hos hende stander en Kongesøn favr
i grønneste Sidenskrud.
»Nu have Du Tak, Du Jomfru god,
Din Kærlighed gav mig Sejer.
Vorde skal Du min Dronning huld
og dele den Rigdom, jeg ejer«.
— Mens Lønnen faar Løv og Abilden blomstrer.