— — „hvilke Ting Engle
begære at skue ind i”
1 Pet. 1,12.
Spredt forlængst udover Kloden, var nu
Mennesket, Gud i sit Billed skabte,
blevet Jordens Barn, der sjælden drømte
om det Paradis, han fordum tabte.
Thi som Gud blev fjærnere for Tanken,
og de bløde Hjerter haarde, kloge,
svandt og Slægtens skønne Barndoms-Eden
mer og mer i Fantasiens Taage.
Hvor det havde ligget, vidste Ingen;
lærde Aander kaldte det en Mythe,
og at høre gamle Frasagn om det
var som til et Eventyr at lytte.
Men den fandtes, Paradisets Have!
I det fjerne Østen, dybt forborgen,
svulmende i yppig Plantefylde
laa den endnu som i Tidens Morgen.
Skjult for Mennesker, for Vinterkulden
gemt bag utilgængelige Bjærge,
og i deres Sted, som svigted Prøven,
givet Engle nu i Røgt og Værge.
Endnu var dens Skønhed uden Mage;
— ak! men der var trist og tyst derinde.
I dens Rosen- og Orangelunde
ruged Skyggen af et sorgfuldt Minde — —
— Dagen lider. Solen gaar i Bjærge.
Men endnu, som Lysets sidste Gave,
skyller der en blodrød Flammebølge
over Løvet i den skønne Have.
Slanke Palmer gløde, Piniekroner
gyldnes. Indtil Dagen langsomt slukner,
Purpuret som Indigo fortoner,
og den hele Pragt i Mørket drukner. —
Tavshed. Nat. Da rasler sagte Løvet.
Hvidt det lyser bag Lianers Ranker.
Gennem Havens Gange gaar en Engel,
roligt, dvælende, i dybe Tanker.
Fra det Baand, der slutter om hans Lokker,
som en Ædelsten en Stjerne skinner.
Hvor han træder, dukker Løv og Blomster
flygtigt frem i Lyset og forsvinder.
Men han ser dem ej. Med bøjet Hoved,
Blikket sænket som hos En, der grubler,
styrer han sit Fjed mod Havens Midte,
hvor i Natten Livets Træ sig kupler — —
Livets Træ, hvis Urtidsvælde fylder
Engle selv med Undren og Forfærden,
— Livets Træ, hvis Krone stormer Himlen,
men hvis Rod omspænder Dybets Verden. —
Sæde tager han, hvor Jættestammens
Muskelpragt i Drageslyng sig vrider.
Her, mod Midnatstimen, sig forsamler
Havens Englevagt fra alle Sider.
Nær er Stunden. Gennem dunkle Gange
stryger Glimt som lysende Insekter.
Tyst ind under Kronens brede Løvtag
svæver stjernesmykt hver himmelsk Vægter.
Og mens Glansen fra de hvide Pander
spreder blidt sit Sølvlys ud i Rummet,
spørger dem den førstankomne Engel:
„Har paa Vagten noget I fornummet?”
„Om vi har!” Og glødende af Iver
Alle sig mod Overenglen vende.
„Kan du spørge! Har du selv oplevet
nogen Nat saa sælsom vel som denne?
— denne høje Ro i Verdensrummet,
denne dybe, andagtsfulde Stilhed,
som om alting lyttende sig bøjed
for et uudtalt: Fald ned og tilbed!
Ja, selv Træet her, hvis Alder tælles
ej i Sekler, men i Seklers Tusind —
hvor det skælver! Og i Nattens Tavshed
lyder varselssvangert Kronens Susen!”
„— Jeg, som I, paa disse Tegn har agtet,
tvivl ej derom”, svarer Englen stille.
„Og mit vaagne Øre har fornummet
sære Klange dybt fra Livets Kilde.
Stærke Kræfter sig i Grunden rører,
selve Kronens Brusen det forraader.
Anspændt lytter jeg. Men Løvets Tunger
taler, mer end ellers — kun i Gaader.
Dog en stille Anelse mig hvisker,
— om den skuffer kun, skal snart erfares —
at Mysteriet, det store Under,
snart, maaske i Nat vil aabenbares — —
Underet, mod hvilket Forsynstanken
alt fra Tidens Morgengry har stundet,
— denne dybe Løndom, hvorpaa Jordens
største Aander Slægt for Slægt har grundet —
— alle de, som følte Uskyldskravet
som en Hjemve dybt i Sjælen nage,
og som famled sig ad dunkle Stier
mod det tabte Barndomsland tilbage.
Ogsaa jeg har grublet. Her ved Træet
sad jeg Nætter, stjernelyse, svale.
Fortid, Fremtid for mit Blik sig blanded,
mens jeg lytted til dets Gaadetale.
Dunkelt ser jeg som i Urtidstaager,
men med stærke Tankelyn det glimter;
noget Mægtigt tager Form. Bag Sløret
Skyggen af en Skikkelse jeg skimter.
Over jordisk Maal, skønt kvindebaaren,
tør med Dødelige ej han lignes.
Knuse vil han, hed det, Slangens Hoved,
og i ham skal alle Folk velsignes.
„Se, et Barn er født, en Søn os givet.
Herskertegnet skal hans Skulder bære.
Evig, vældig Gud og Fredens Fyrste,
underlig af Raad — hans Navn skal være!”
Dybt mit Hjerte i Forventning skælver,
skønt kun halvt jeg Spaadomsordet fatter:
Er han nær, den store Gaadefulde,
som vil aabne Paradiset atter?”
Englen tier, Midnatsluren toner.
Hele Skaren lytter, sært betagen — —
Tys! — Da gaar en Svulmen gennem Træet,
og den dunkle Nat bli’er klar som Dagen.
De forfærdes. „Herre! er det Dommen?
Ud fra Mørket mod det Fri de styrter — —
Se! i stille Sølvlys Haven hviler
med dens Palmer, Aloer og Myrther — —
og — o Under! — højt paa Himmelbuen
staar der tændt en ny, en herlig Stjerne,
og et mægtigt Bundt af Straaler strømmer
fra dens Indres hvide Flammekærne
over Livets Træ, hvis Løvværks Brusen
svulmer til en Hymne, tusindtunget,
medens Kronen — som i Tidens Morgen —
staar i yppig Blomsterpragt udsprunget.
Englen taler: „Brødre! Lover Herren!
Se! hans Skabervilje har fornyet
Livets første, friske Urkraftsvælde,
og hans Stjerne varsler Nytaarsgryet!”
„Lover Ham, vor Gud!” — Og Natten fyldes
med et Brus af hvide Svanevinger.
Luften toner. Og i himmelsk Renhed
Englesangen gennem Rummet klinger:
„Frygter ikke! Glæde vi forkynder:
Eder er en Frelser født i Dag.
Ære være Gud! Og Fred paa Jorden!
Over Mennesker Guds Velbehag!”
Gennem Koret af de lyse Stemmer
toner Giger, Fløjter, Harpelyd.
Og i stedse større Kredse strømmer
Sangen ud i Vest og Øst og Syd.
Men i Haven dvæler Erkeenglen.
Ene vandrer han ad stille Stier,
standser, løfter Hovedet og lytter
til de fjerne, klare Harmonier.
Opad skuer han. Hans Tanke svimler,
Kærlighedens, Naadens Dyb den maaler.
Stumt tilbedende i Knæ han synker
foran Livets Træ, hvor Stjernen straaler.