Store dybe Naaleskove,
barske fortidsskumle Haller,
løndomsfuldt mit Sind I drager
med et Pust af Middelalder.
Sagn omsværmer disse Skygger,
hvor ved Middagstid det skumrer,
og hvor Livets Pulse banker
dæmpet, som hos En, der slumrer —
slumrer — — ej dog med Naturens
korte, sundhedssvangre Blunden,
men en Søvn som Torneroses,
hundredaarig, runebunden.
Udestængt er Livets Uro,
udestænget ogsaa Tiden.
Alt herinde synes hvile,
som det laa for Sekler siden:
Disse Stier, halvtilgro’de,
mossede og naalestrø’de,
disse Vejspor, længst forladte,
græsbevoksede og øde. —
Disse Ørnebregneskove,
disse sært afsvedne Pletter,
hvor en usund Svampeyngel
som et Udslæt Bunden spætter.
Men jeg elsker denne Stilhed,
som min skjulte Kvide dulmer,
denne Ensomhed, hvor Hjertet
sært i Angst og Jubel svulmer —
dette barske, viljestærke
Manddomspræg, som aldrig skifter,
denne majestætisk strenge
Højhed som i gamle Skrifter. —
Gik jeg hid ved Majdagstide,
eller kom jeg i December,
uforanderlige fandt jeg
Skovens stolte Broncekæmper.
Evigt fra de stride Kroner
denne dybe, dumpe Susen,
dæmpet snart og snart i Svulmen
som et Vandfalds fjerne Brusen.
Ingen Døgnets Fuglekvidder,
Elskovsklynk og Elskovstrætter —
Skriget kun af Trækfuglskarer
i de raa Oktobernætter,
Basken af en skræmmet Rovfugl,
der til Flugt sin Vinge løfter,
og hvis brede Skygge glider
over bregnefyldte Kløfter. —
Lange, dunkle Perspektiver
aabnes for mit Blik og lukkes;
i uendelige Rytmer
Syn og Tanke dæmpet vugges.
Men som Hvilepunkt for Aanden,
at dens Vingeslag ej trættes,
i det gotisk dunkle Epos
smilende Idyller flettes:
Lysninger i Skovens Tykning
aabner sig, hvor mindst jeg aner;
blonde Birkekroner glitre
mellem mørkegrønne Graner.
Over Bundens fine Mosser
dæmpet Sollys gyldent flimrer;
dugbesprængte Spindeltraade
som Metal i Skæret glimrer.
Ved et Udkig smutter Stien
ned ad Skraaningen mod Stranden.
Fjerne Aase da jeg skimter
blaanende mod Himmelranden.
Paa en solbeskinnet Grønning,
mellem hvide Brændestabler
staar et Skovhus, skævt og mosgroet
som i gamle Sagn og Fabler.
Røgen siver gennem Taget,
alt er tyst og søndagsstille;
bag en solbrændt Rude titter
der en rystende Morlille. —
Synet svinder. — Atter haster
Foden frem ad brune Stier,
atter vugger mig de sære
monotone Harmonier.
Atter flakker jeg i Drømme
uden Ønsker, Maal og Længsel —
kun det ene: aldrig mere
hjem til Hverdagslivets Fængsel —
Evig bo i denne Stilhed,
fjernt fra Larmen, Striden, Stimlen,
nær Naturens store Hjerte,
derfor ogsaa nær ved Himlen;
Færdes her, naar Sommerheden
Harpikssved af Barken kryster,
og naar Høstens barske Storme
Kogler ned fra Toppen ryster; —
Færdes her, naar Julesneen
over Skovens Loft sig kupler,
færdes — til en Aften silde
mat af Vandring Foden snubler. — —
Se, da kommer hen ad Stien,
indefra, hvor Suset klinger,
tavs og streng, med Haanden løftet,
Englen med de brede Vinger.
Og igennem Graners Toppe
lysner det med et fra oven —
kun et Glimt — og Alt er øde,
slukt og tyst i Naaleskoven.