Til Vejrs i Husets østre Gavl
jeg har min Arbejdsstue —
et snævert Rum, hvori der kun
er saare lidt at skue.
Men fra mit Vindve nyder jeg
en Udsigt ganske gratis
ud over Tage, Haver, Træ’r
helt op til Trinitatis.
Om Morgnen aabner Himlen mig
sin gyldne Altertavle;
den lyser bag Kastanierne
og Kirkens Trappegavle.
Om Aftnen dukker Maanen op
af Atmosfærens Dampe
og skinner i mit Kammer ind,
hvid som en Glødelampe.
Træd hid og se! Vaarsolens Glimt
igennem Skyer funkle
og hæver Bøgens friske Løv
imod Kastaniens dunkle.
Se, hvor den gamle Linderad
i Solens Bad forynges,
og Kirsebær og Abildtræ’r
af Blomstersneen tynges. —
Men har du saa inddrukket ret
det Skjønhedsliv derude,
saa kast igen et Blik paa det,
der trives bag min Rude.
Ej sandt, der flokkes i min Karm
og paa min Blomstertrappes
grøn malte Trin en Planteflor,
som vel med hin tør kappes.
Det meste af, hvad her du ser,
bor kun hos mig til Leje;
min Kones syge Blomster faar
jeg nemlig hid i Pleje.
Lidt Omhu kræver de, men gi’r
mig det igen med Renter —
kom hid, saa skal du se en Flok
af Rekonvalescenter.
Callaen her var længe træg
og stod en Stund i Stampe —
nu pranger den med Blad og Blomst,
strunk som en romersk Lampe.
Den rene Alabasterkalk
sin Læbeflig frem skyder,
og som et Blus fra Skaalens Bund
den gyldne Griffel bryder.
Og mine Roser tror jeg vist,
fortjener ingen Dadel.
Hver bærer Knop — en kronet Hjelm
som Tegn paa gammel Adel.
En enkelt har alt Hylstret brudt,
og bag de sprængte Flige
et Ansigt titter, skært og fint,
som hos en lille Pige.
Min Palme stod saa ynkelig
som en, der er til Skrifte —
nu folder den mod Dagen ud
en stor og prægtig Vifte.
Og praktisk er den; den gør Gavn
som Skærm mod Morgensolen,
hvis Straaler ellers drev mig fra
min Plads i Gyngestolen.
Min Marguerita lignet har
en Torso, brun og stækket,
med visne Frynser trindt behængt,
de halve Kviste knækket.
Nu har den milde Vaarsols Kys
dens tørre Stilk beruset —
rankt løfter sig de friske Skud
med Løv, saa lyst og kruset.
Og min Aralia, som hang
saa træt og slapt med Løvet
og sov den hele Vintertid
i Krogen mørk og støvet —
er vaagnet ved en Drøm om Syd
i Nordens kolde Zone
og skyder nu fra Stænglens Top
en syvfold fliget Krone.
Azaleaen med sit Løv,
det stedsegrønne, blanke,
som drager mod Orangens og
Cameliens Hjem min Tanke,
har, fyrig som et Solens Barn,
bragt Vaaren Hyldingsoffer
og svøbt sig i et luftigt Flor
af morgenrøde Stoffer.
Kun du, min Bjærgviol, har ej
fornummet Vaarens Time;
dit Løg har fostret Stilk og Blad,
men ingen Blomsterkime.
Vort Land er dig for fladt. Selv her,
i Gavlen øverst oppe,
du savner vist den grønne Li
og Alpens hvide Toppe.
— Men jeg, som elsker Vaarens Stund,
selv under Nordens Himmel,
jeg ser mig daglig glad og sund
paa denne Plantevrimmel.
Lad om min Aand — som i det Blaa
sig sorte Skyer lejre —
hver Blomst er mig dog Pantet paa,
at Lysets Magt vil sejre.