Svindende Dagskær, dryssende Dug.
Kysten er ensom, Aftenen smuk,
Skoven staar mørk i det Fjerne.
Over dens Rand som et Glimmerfnug
en Stjerne.
Dæmpet lyser den hvide Klit,
dæmpet knirker under vort Skridt
Strandkantens Grus, det skarpe.
Havet selv rører dæmpet og blidt
sin Harpe.
Stemmer hist ude — der synges og les.
Fjernt fra en Eng, som i Taager ses,
Lyd af en Hest, der vrinsker.
Kvældens Stilhed Afstandens Kreds
formindsker.
Bølgen hæver i Fosforglans —
Billernes Svirren, Myggedans
klinger som Alfestemmer —
Sagteste Lyd min skærpede Sans
fornemmer. —
Svageste Sitren som gjennem Dig gaar,
Slikket, Du aander, min Sjæl forstaar,
hører dit Pulsslag banke —
fanger, før den til Læben naa’r,
Din Tanke.
Tusinde Strenge er spændt over Jord;
klinger en Tone — fra Syd til Nord
alle de sagtelig skjælver.
Himlen selv som en Sangbund stor
sig hvælver.
— Hellige Nat! I din Højtidsstund
Kildevæld brister af Livets Bund,
tyst Alskabningen dier.
— Stjernen funkler fra Himlens Grund
og tier.