Med en Torden som af tusend
Malmkartover, med en Brusen,
Syden, Skummen, Sprudlen, Kogen
som af ung og fyrig Vin,
tindrende igjennem Taagen
styrter den fra Klippeslusen
stor og vild, den stolte Rhin.
Sku fra Fjeldets Stenterrasse
Strømmens grønlig svulne Masse —
se, den studser, stejler, tøver,
kaster sig saa fremad — Hu!
Braget alle Sanser døver,
Sproget har ej Ord, som passe
til den vilde Scenes Gru.
Og Naturen, tror jeg, selv en
lønlig Rædsel har for Elven:
Luften dirrer som i Spænding;
— over Egnen milevidt
dønner Brag af Faldets Brænding,
og der gaar en sagte Skjælven
gjennem Klippernes Granit.
Som et Under tør det gjælde,
at en slig ustyrlig Vælde,
slig en opstemt Flom af Kræfter
aldrig mattes og forgaar.
End for Slægterne herefter
vil den tordne mellem Fjelde,
som i svundne Tusindaar. —
Men den samme Jættevrede,
Oprørsaanden, stedse rede
til et Brud med Livets Orden
— rører den sig ej i os?
Stiger under Tidens Vorden
ej fra Slægten dybest nede
samme Brøl af Harm og Trods?
Og hvor vældigst Striden raser
— Jættekampen imod Aser —
øverst Irisbuen gløder,
født af Lys og Fraadedunst:
Hvor en Urkraft Aanden møder,
vinder Livet nye Faser,
staar forklaret frem i Kunst.
— Trolddomsrøst fra Dybets Riger,
Hvirvel, som til Hjernen stiger,
Afgrundsbrus, der sælsomt klinger
som af Jubel, Trods og Ve — —
bort fra Dig mit Syn jeg tvinger,
Blikket svimmelt udad higer
mod et Hvilepunkt — — Og se:
Hisset, blændende som Sneen,
skarpt som Ridset paa Kameen,
i det Fjerne Alpekjæden
tegner sig mod Himlen prud.
Langs med Kuplens Rand forneden,
lig en Indskrift i Moskeen
den forkynder: Gud er Gud!