Jeg mindes fra min Svejtserfærd
en Aften paa den grønne Alm.
I Luften skjalv et Rosenskær
og sagte Lyd af Klokkemalm.
Fra Kirker og Kapeller trindt
den løfted sig mod Fjeldets Li,
og Alpehjordens Bjældeklang
sig blanded blidt deri.
En skovklædt Bjærgaas, stejl og mørk,
paa venstre Haand mod Himlen steg;
fra Bjælkehytter ved dens Fod
stod Røgen som en blaalig Streg.
— Men ligefor, hvor Klippens Mur
var kløvet ved et Kæmpesnit,
imod den gyldne Horizont
var Synet stort og frit.
Og fjernt derude, Top ved Top,
i Aftenskæret stolt at se,
skød Berneralpens Kjæde op
med Tinder, dækt af evig Sne.
— Frem mod det underfulde Syn
halvt som i Drøm mig Foden bar
da blev paa Klippens Fremspring
en Skikkelse jeg va’r.
Det var en Kvinde, ung og slank,
blaaøjet, blond og skær af Hud;
om hendes lyse Skjønhed tæt
faldt Nonnedragtens sorte Skrud.
Med Blikket mod det Fjerne vendt
hun stod i Aftensolens Glans;
i hendes hvide Hænder gled
den mørke Rosenkrans.
Bort fra den skumringsvøbte Jord
fløj hendes Sjæl mod Lysets Hjem.
Det var, som om hun øjned hist
det himmelske Jerusalem.
Og som hun stod der, ung og skjøn,
kysk hyllet i det sorte Taft,
bar hun et Præg af sikker Tro,
af streng og sluttet Kraft.
Hun ænsed Intet, svarte ej,
da jeg med Hilsen gik forbi.
End længe saa jeg hende staa
mod Aftenhimlen, høj og fri.
Først da om Fjeldets skarpe Kant
jeg bøjed, svandt hun for mit Blik,
— men til Erstatning samme Nu
et andet Syn jeg fik:
Dybt nede, slynget ud og ind
om Klippepynt og skovklædt Næs,
— fast lig et gyldent Monogram —
laa Søen som et romersk S.
Og lige for mig, barskt og vildt
et skummelt Bjærg mod Himlen skød,
nævnt efter ham, hvis Dom gav hen
Guds Søn til Korsets Død:
Pilatusbjærgets Silhouet
i Vesten skarptudskaaren stod
imod en Himmelgrund, hvis Lød
var luende som Purpurblod.
Bortvendt fra Lyset, trodsig svøbt
i sønderreven Majestæt,
det tyktes mig et Mørkets Barn,
men dog af Herskeræt.
Og Synet fulgte mig, imens
jeg langsomt steg til Kysten ned.
Der laa i Kvældens sidste Skær
en Dampbaad til sin Fart bered.
Om Bord jeg gik, og da dens Stavn
skar gjennem Søen som en Kniv,
— hint Dobbeltskue fra min Vej
gav nye Tanker Liv. —
— Min egen Tid! træd hid til Dom!
Sig, hvilket Billede er Dit?
Bjærgkæmpens eller Pigens, som
»coelestem lucem adspicit?«
Staar Du i Seklets Aftenskin
indviet Aandens ædle Drift,
— hvad eller med Pilatussind
brudt ned af Tvivlens Gift?
Jeg tror, hin gamle Romers Navn
er det, hvormed Du nævnes helst.
Som han Du ingen Forskjel veed
paa Ondt og Godt, fortabt og frelst.
Gudsmærket har Du slettet længst
af Hjertet ud og paa dets Plads
med hedensk Kløgt som Indskrift sat
et: Qvid est veritas?