Jeg sidder paa »Hohe Sonne«
og drikker den klare Vin;
den krydres af Kløver-aande,
af Hø og Skovmærke fin.
Den Majdrik har Kræfter sære,
den fylder Rummet med Duft,
gjør alle Farver saa skære,
saa høj den høstlige Luft.
Den skærper, tror jeg, mit Øres
og styrker mit Øjes Sans
for Livet, som lønlig røres
og dølges for Dagens Glans —
for Stemmer i Løvets Hvislen,
i Vindenes sagte Suk,
for Klagen i Kildernes Rislen
og Skoverens Øxehug. — —
Jeg sidder paa »Hohe Sonne«
og skuer saa vidt omkring.
Jeg tænker paa allehaande
gamle og sælsomme Ting.
Jeg mindes de svundne Dage,
da Skoven var svanger med Drab,
da Ridder stred imod Drage
i Kløftens skumrende Gab;
de Tider, da hærgende Hære
fo’r frem gjennem Thüringerwald,
da Øxer mødtes med Sværde
og Liv imod Liv det gjaldt.
Nu dækkes af Gravrust Vaabnet,
som Ridderen svang tilforn,
og Øxen har Udkig aabnet
mod Nord til Wartburgs Taarn. — —
Jeg sidder paa »Hohe Sonne«,
mens Høstdagens Timer flyr.
Jeg tænker paa allehaande
sælsomme Æventyr.
I Øst bag skumrende Kløfter
og Skovaas-bølgende Tind
sin Kuppel Hørselberg løfter
dér hersker Fru Venus end.
I Vest, hvor Fjeldvandet skrider,
og Granskoven lukker sig tæt —
dér færdes endnu til Tider
den fromme Elisabeth. — —
Jeg sidder paa »Hohe Sonne«
og tømmer mit blanke Krus. —
Det er, som hører jeg Aande-
stemmer i Skovenes Sus.
Af sydende Kroner der stiger
did fra, hvor Fru Venus boer,
med Fløjter, Oboer og Giger
et lifligt svulmende Kor.
Jeg kjender den dybe Fjeldskovs
dragende Melodi,
jeg føler den evige Elskovs
Jubel sitre deri.
Mig griber en salig Svimlen,
en daarende Sanserus — —
Da slaar med Et imod Himlen
Granskovens Orgelbrus.
Det toner som viede Nonners
Messe i Domens Chor,
som fromme forsagende Aanders
Bøn for den syndige Jord.
Hver Stemning, Naturen huser,
af Tungsind og æggende Lyst,
som Væld fra lønlige Sluser
stiger og stævner til Dyst.
Vildt tørne de Magter sammen
i Luftens det store Rum,
Klangbølgerne rejse Kammen
og knuse hverandre til Skum.
Som Toner fra Wagners Lyre
den Brænding mit Øre naar —
En Tannhäuserouverture
igjennem Naturen gaar:
Det jubler, det hvisler, det flammer,
tungt skrider den mørke Choral — —
da skingrer bag Tykningens Stammer
et frejdigt Jægersignal.
Det er »Junker Jürg« fra Borgen,
der rider sig ud paa Jagt;
som Hanegalet ved Morgen
hans Horn er med Dagen i Pagt.
De Magter, der lønligt kogler
i Bjærgets vilde Natur
og spøger om Helgenknogler,
maa vige for Luthers Lur.
I Kløften sig Blæseren dølger,
men Klangen stiger paany —
da glattes de vrede Bølger,
og Kampen dør hen under Sky.
Det bliver saa tyst og stille,
bort vejres de stridende Chor;
fjernt taber sig Hornets Trille
bag Fjeldet yderst i Nord.
Saa slukkes Lyset foroven,
ud rinder den klare Dag.
Men Maanen staar op bag Skoven
og skinner paa Wartburgs Tag.
Og Venus’ tindrende Stjerne
gaar frem bag Aasen i Syd — —
da fanger med Et fra det Fjerne
mit Øre en syngende Lyd.
Igjennem de tavse Skove,
højtidelig, dyb og blid
paa Nattens den stille Vove
sagtelig bæres den hid.
Tyst stiger fra Wartburgs Krone
— Tak ske Dig, Ridder Georg —
i Natten en Salmetone:
Vor Gud er saa fast en Borg
— Og dybt jeg tager min Aande,
det bliver saa stort nu, Alt!
— — — Jeg sidder paa »Hohe Sonne«,
fjernt i Thüringerwald.