Aa, hør engang, Du gamle Mo’r,
som gaar og sanker Brænde —
hvi er her stængt og lukt, og hvor
er Folkene dog henne?
Jeg har nu staaet her en Stund
og banket paa og kaldt;
men Ingen svarer paa mit Raab,
og tavst og dødt er Alt. —
»Aa Jøs! Saa Herren veed det ej — —
Ja, saa maa jeg forklare.
Den Sag er ren: Hvor Ingen bor,
kan heller Ingen svare!«
— — Bor Ingen her? — Hvad er da sket?
Skynd Jer — fortæl mig kort —
hvorfor er Stedet her forladt?
— Er Folkene rejst bort? — —
»Ih Kors? Hvor Herren er gesvindt — —
Rejst bort? — Aa ja saamænd!
Den Gamle er rejst did, hvorfra
man kommer ej igen!«
— Hvorledes — død? Hvornaar? — Fortæl
mig Alt og spild ej Tiden!
»Han døde — lad mig se — vel for
en halv Snes Dage siden.
Det kom jo saadan noget brat;
hans Liv blev hastig brudt.
Han blev saa grumme syg en Nat,
— og saa var han kaput.
Den Lille fik jo Lægen hid
— det hjælper kanske Somme;
men ingen Doktor ejer Raad
for den, hvis Tid er omme.
Han var jo gammel, ved de Firs,
— da kommer sligt for silde.
Men det var rigtig svært at se,
hvor nær det gik den Lille.
Hun tyktes mig den sidste Tid
saa bleg og saa alvorlig
og skæmmede sig svært, dengang
den Gamle blev saa daarlig.
Hun var omkring ham Nat og Dag,
veg aldrig fra hans Leje,
men ned ad Bakke gik det dog
trods hendes ømme Pleje.
Jeg saa’ herind i Ny og Næ,
— stort kunde det ej nytte;
vi bor jo lovlig langt herfra
og jeg har Mit at skøtte.
— Saa døde han. Han var endda
ved Samling til det Sidste.
Men — hvor hun græd, det sølle Barn,
da han blev lagt i Kiste.
De Unges Taarer tørres snart,
er der vel dem, der mene.
— — Hun var nu af en egen Art
og stod jo helt alene.«
— Hvor er hun nu? — — »Ja, derom kan
jeg ikke gi’e Besked.
At hun tog med til Byen, er
det sidste, som jeg veed.
Paa Kirkegaarden var hun, da
den Gamle kom i Grav;
men siden har jeg ikke hørt,
hvor hun er bleven af.
Den Aften brød jo Vejret løs
med Tordenen og Regnen.
Hun blev i Byen. Strax derpaa
er hun vel rejst fra Egnen.
I Jylland skal hun have Slægt
langt ude vesterpaa —
Dèr er hun sagtens taget til,
saa vidt jeg kan forstaa.
Hver af os har jo nok i Sit,
kan ej for Andres svare;
vi veed kun, den har ingen Nød,
hvem Herren vil bevare.
— — Men Hillemænd! Jeg spilder Jer
den dyre Tid med Snak —
og det er Middagstid — — Farvel!
— — Tak, Herre! — tusind Tak!«