Atter ser jeg Dig,
Du mørke Granskov.
Atter søger jeg
— tung, bedrøvet i Sind —
Din husvalende Ensomhed.
— Ak! altfor længe
skyede jeg dine Stier —
altfor længe
glemte jeg
over Livets glødende Farver
den blide Enfold,
den hellige Taushed
i dine Skygger.
Her har Du mig atter!
Træt, nedstemt
begærer jeg at styrkes
af din rene, harpixmættede Luft,
og at lulles til Hvile
af de dybe, dæmpede Toner
fra Dit usynlige Orgel.
— — Men, ak! —
Det synes mig, at heller ikke Du
længere er den samme!
Brudt er din viede Fred:
Stormen, Uvejret har raset her
og hærget dine Haller;
Jorden er opreven,
store Stammer ligge væltede
og spærre dine Stier;
Dit grønne Forhæng
er sønderrevet,
og gjennem Flængerne
belyser en stikkende Sol
grelt og grinende
Ødelæggelsens Vederstyggelighed
i den krænkede Helligdom.
— Alteret er omstyrtet,
Guddommen flygtet. —
Ængstelse griber mig:
Vil jeg atter finde Huset
i den ensomme Tykning?
Eller har den hævnende Naturaand
som i Æventyret
til Straf for min Troløshed
henflyttet det til andre Egne —
og røvet Skoven dens Skytsaand!
— — Stille, mit Hjerte!
Fald til Hvile, urolige Tanker!
Hist udvider Stien sig,
det lysner mellem Granerne,
og over Kroner af Lind og Abild
højner sig det mosgroede Tag
med den hvide Skorstenspibe.
— — — Dog —
ogsaa her tykkes mig Alt anderledes:
Ingen venlig blaanende Røg
stiger op under Løvet —
jeg hører ingen Lyd af Mennesker,
ingen halsende Hund — —
Alt er tavst — — —