Paa det dunkle Skovbryn aander Høsten alt sin Broncelød,
og fra Rønnens Krone funkler tunge Klasers Purpurglød.
Nærmere det Fjærne rykkes, Luften er septemberklar,
Nabokystens Skrænt fordobler sig i Bæltets blanke Glar.
Lyserøde Klokker ringle over Lyngens brune Bund — —
Ak! saa er den gyldne Sommer snart et falmet Minde kun!
Snart mod Syd vil Sangerskaren stryge over Aas og Bugt;
— ogsaa jeg er kun en Trækfugl, løfter Vingerne til Flugt.
Dog forinden Vandringskursen er mod andre Egne sat,
sanker jeg af dyre Minder mig en tung og kostbar Skat.
Naar da Vintermørket kommer, tager jeg min Rigdom frem;
da skal atter Sol og Sommer lyse i mit øde Hjem.
Derfor strejfer jeg langs Stranden og ved Hegn og Hæk omkring;
derfor drømmer jeg i Kløften ved det klare Kildespring;
derfor søger jeg paa alle Skovens Stier hendes Spor,
og hvor hendes Fod har dvælet, kysser jeg den kolde Jord.
Derfor sidder jeg i Aften ensom ved det sorte Vand,
hvor de gamle Bøge hænge ludende fra Skræntens Rand,
og mens Taaren salt og bitter pibler frem bag Øjets Laag,
hvisker hendes Stemme til mig i et sælsomt Aandesprog.
Se, paa Dammens Flade svømmer der en visnet Rosengren;
ak — om det var den, jeg slynged om din Pande klar og ren — —
Stakkels Lille! I det Fjerne gaar Du sorgfuld og forladt,
selv en knækket, falmet Rose — visnet i en Uvejrsnat!
Alt er tyst. Hen over Mosset hopper kun en enlig Spurv;
hist paa Stien gaar en Pige, sanker Brombær i sin Kurv.
Hør, en Vise hun begynder, Tonen klinger blød og mild — —
Syng, Du Lille! Jeg vil sidde stille her og lytte til.
»Over de gyldne Skove
der blaaner den høje Aas.
Somren er gangen til Hvile nu,
har slaget sin Dør i Laas.
Somren og saa den Nattergal,
de to er nok fulgtes ad — —
Hvem skal nu lyse min Sorg til Ro
og synge mit Hjerte glad?
Hvem skal synge min Sorg i Blund?
— Kun Een jeg kender, det kan;
men han er dragen med Somren
og Nattergalen af Land.
Somren hen vejret, med den hans Tro
som Løvetanden dens Fnugg —
Over de øde Agre
der driver den kolde Dugg.
Duggen blinker fra Hegn og Straa,
i Gryet aarle den skælver — —
Ingen kan Elskovs Kvide forstaa,
som haver ej kendt den selver.«