Kvalm ruged Luften under Løvets Tag;
den hidsed med en tung og krydret Varme.
— — Da følte jeg med Et en Mund mod min
og om min Hals to bløde Kvindearme.
En sød Jasminduft strømmed mig imod
berusende og stemmende for Brystet,
og i mit Øre lød der hede Ord,
imens et Legem tæt til mit sig krysted.
— — Da flænges Natten af et svovlgult Glimt,
en Fosforlue gjennem Skoven lyser —
— et Tordenbrag! Saa bliver Alting Mulm —
og vore Heste stejler vildt og fnyser.
Et Blink paany. Vi fare blindt afsted,
i Angst hun tættere sig til mig knuger.
Til Højre glimter frem et skummelt Gab,
— et kulsort Vandspejl under Løvet ruger — —
— — og hisset — se! Er det et Blændværk kun?
Et Ansigt brat af Lynets Skær beskinnes,
ligblegt og stift! — — Saa bliver Alting sort.
— Et Skrig der lyder — — Røsten er en Kvindes!
Men fremad flyve vi med Stormens Il.
Min Skønne, gispende, som halvt i Drømme,
svøbt i min Kappe hviler i min Arm,
— og Regnen styrter ned i stride Strømme.