Tungt ruger Lummerheden
og slører Himlens Felt.
De fyldte Baade glider
henad det stille Bælt.
Der vugges over Vove
en broget Blomsterfragt
i Sommertoiletters
lysende Farvepragt.
Og Heden hidser Blodet,
gør Lystigheden kaad.
Tilraab og Spøg og Sange
vexles fra Baad til Baad.
Man slaas med Skæmt og Latter
som ved et Karneval;
snehvide Hænder tjatter
med Bølgernes Krystal.
Men Aaren taktfast svipper
i Fladen op og ned.
Sin Fragt snart Baaden slipper
ved Øens grønne Bred.
Opad de stejle Skrænter
man stiger nu i Hast;
højt løftes de lyse Kjoler
for ej at hænge fast.
Og mellem slanke Søjler,
som bære Løvets Tag,
aander man Skovens Svalhed
med tørstigt Velbehag.
Den store dunkle Hvælving
hvor ellers Tavshed bor,
fyldes af ungdomsglade
Stemmers skingrende Kor.
Thi har først ud man pustet,
Kaadheden løs sig slaar;
hen over den glatte Skovbund
i vild Tagfat det gaar.
Ræd flygter da Skønjomfru
med sirlig løftet Dragt,
mens skæggede Satyrer
paa Nymferne gør Jagt;
indtil man træt, forpustet
ta’r rundt i Græsset Plads,
hvor brusende Limonader
perler i fyldte Glas.
Har saa man samlet Kræfter
og børstet sin Revers,
man gennemstrejfer i Flokke
Skoven paa Kryds og tværs.
Igennem Dal og Kløfter,
hvor Varmen hænger tungt,
man slider sig opad Bakke
til hvert et Udsigtspunkt.
Og da nu Dagen hælder,
og Alt er set omtrent,
forsamles man omsider
nær Kysten paa en Skrænt.
Af store fyldte Kurve
fra Baadene slæbt hid
udfoldes nu Souperen
fristende og splendid.
Med Udsigt over Sundet
til skovgroet Nabokyst
om Retterne man lejres
og hugger ind med Lyst.
Snart stiger atter Jublen
højt i det tavse Rum
mens over Glasset sprudler
Champagnens Perleskum.
Begeistret Ordet strømmer
til skønne Kvinders Pris,
sit Glas man med Damen bytter
paa sød fortrolig Vis.
Og Lystigheden svulmer
for Baand og Tøjle fri;
af kaade Indfald knalder
et helt Fyrværkeri.
Livsglædens Strømme sprudler
i overgivent Væld;
Damerne holder Taler
og le sig halvt ihjel.
Skønjomfru ved min Side
med Haarets mørke Purr
og Øjets straalende Stjerne,
den dejlige Ellinor —
er gladest blandt de glade
saa blussende og varm,
en yppig ung Mænade
med bølgende Barm.
Et fyrigt Blik mig møder
fra hendes Øjne tidt.
Champagneglasset støder
hun æggende mod mit.
Og da tilsidst vi bryder
fra Taflet op med Larm,
hun ned ad Skrænten hopper
fast klynget til min Arm.
I Hast ombord vi stiger,
Mandskabet skynder paa.
En Luft som den, de siger,
kan intet godt os spaa.
Snart har de store Baade
os Alle trygt i Favn;
med Ellinor ved Siden
jeg sidder i Agterstavn.
En munter Sømandsvise
vi Alle stemmer i;
Aarerne følger Takten
til Sangens Melodi.
Højt klinger hendes Stemme,
men bag de Andres Ryg
skjult vore Hænder mødes
i varmt og sagte Tryk.
Jeg føler en sælsom Spænding,
mit Blod er Glød og Ild.
Den trykkende Luft, jeg aander,
gør ogsaa sit dertil.
Kun altfor kort er Farten
hen over Bæltets Spejl;
snart lander ved Nabokysten
vi under Skrænten stejl.
Udskibningen gaar for sig,
man hjælpes trolig ad;
ved Landgangsbroen holder
Hotellets Vogne paa Rad.
Den muntre Flok dem stormer,
de fyldes i en Fart.
Ved Stranden skøn Ellinor tøver,
— vil hun ej komme snart?
Men da jeg dæmpet spørger,
hun smiler skælmsk og snu
og peger mod Vejen bag mig
— dér holder en Vogn endnu.
I Skyggen under Krattet
man bli’er den strax ej var
en Jagtvogn med enkelt Sæde,
kun Plads til To den har.
Alt svinder hist Cortègen,
hvor Vejen svinger om;
fjernere høres Larmen,
— da hvisker hun sagte: »Kom!«
Vips! sidder hun i Sædet,
jeg ta’r den anden Plads;
saa raaber hun kaad til Kusken:
»Naa, kør saa, gamle Mads!«
Og langsomt fremad gaar det
i Vejens dybe Spor
fra Kysten op mod Skoven,
som ruger mørk og stor.
Et kulsort Skylag løfter
paa Himlen sig i Syd.
Langt borte høres Tordnens
hule buldrende Lyd.