Der er fra Morgenstunden en Travlhed og et Rend,
en Skummen fra Veltalenhedens Sluse.
Der brases og der koges, trancheres, pakkes hen,
— den Skovtur gør dem Ho’derne konfuse.
Jeg søger til min Stue. Hvor er dog Luften kvalm,
— mat som en halvdød Fugl med slappet Vinge. —
Da sitrer den med én Gang ved Lyden af et Malm —
— tys! Det er Kirkeklokkerne, der ringe.
Det er, som Klangen flænger den tunge Middagsdøs,
der hænger over Byen, tæt og lummer;
den runger gennem Rummet, højtidelig, pompøs,
og for en Stund hver anden Lyd forstummer.
Kirkeklokkerne:
Ding-Dang, Klokkeklang!
Under Grædepilens Hang
sorte Skarer stime,
Døden gaar sin støtte Gang
— Kirkens Klokker kime.
Ding-Dang — Klokkeklang!
Døden spørger ej om Rang
— een Gang slaar din Time.
Jordens sidste Vuggesang
Kirkens Klokker kime.
Ding-Dang — Klokkeklang!
Du, som let i Dansen sprang,
— snart i Dødens Svime
ligger Du bag Laas og Tvang
— Kirkens Klokker kime.
Ding-Dang — Klokkeklang!
Gravens Port er mørk og trang;
Evighedens Strime
lysner dog bag Natten lang,
— Himlens Klokker kime!
De rulle gennem Luften, de dumpe Klokkeslag,
ustandseligt som Bølgerne i Havet.
— Sig mig, Du Dreng dernede! Hvi ringer de i Dag?
— — »Det er en gammel Mand, som blier begravet.«