Vi sidder i Baaden sammen
herude, hvor Luften er frisk.
Taalmodig med Krog og Snøre
vi meder de graadige Fisk.
Og Solen paa Havet brænder
med Straalers lodrette Glød.
Over dit Hoved Du spænder
en Silkeskærm valmuerød.
Ej mange Ord bliver skiftet,
taus sætter jeg Agn paa Krog.
Dog bytted jeg ej mod Tale
vor Tausheds ordløse Sprog.
Saa ofte Du Snøren kaster
flux nærmer sig Byttet gridsk,
og en efter en Du drager
fra Dybet de sølverne Fisk.
Dog lidet ænser Du Ofret,
der spræller paa Krogen, angst;
— thi ak! Dine Øjne og Læber
er ude paa anden Fangst.
Og hver Gang Fisken Du slænger
ind over Rælingen kaad,
bestandig mig dybere trænger
i Hjertet en hemmelig Braad.
Hvad hjælper det saa til Slutning,
at Byttet blier ligelig delt — —
Mig har dog, før Turen er omme,
Du fanget holdent og helt!