Hin Stjerne fjernt over Skoven
i Kvælden jeg blinke ser.
Den tindrer som gennem Taarer:
»Ak — kommer Du aldrig mer?«
O, Lys, Du sølverne, rene!
hvor gerne dit Vink jeg lød.
Men dybt i min Sjæl der ulmer
en anden hedere Glød —
Den tænder mit Blod i Lue,
den ægger og hidser min Sans — —
For fjern er Himmelens Bue,
for bleg, o Stjerne, din Glans!
Nu hyller sit Aasyn Jorden
i Mørkets det tætte Slør;
der stiger fra Havens Blomster
en Duft, som gør svimmel og ør — —
Og hisset et Vindve lyser
bag Løvets sortnende Bryn;
derinde — o kunde jeg fly Dig,
Du søde daarende Syn — —
Derinde — bag aaben Rude
med halvnedtrukket Gardin —
derinde staar hun for Spejlet
i Nattens letteste Lin —
og løfter de blændende Arme
og løser det brune Haar — — 1
En Formernes Pragt sig røber,
som Dagen ej skue faar —
en ung og svulmende Rundhed,
en Hvidhed, saa marmorglat,
— som blænder mit Blik og fylder
med skælvende Lue min Nat.