»Ja vist — det var paa Almen,
det husker jeg præcis — —
Hvor lunefuldt dog Livets Traade knyttes!
De var i Følge med en Familie fra Paris.
— Der oppe var det første Gang vi mødtes.
Jeg mindes hele Scenen: Den grønne Sæterli,
hvor Hjordene i Morgenlys sig sole —
den sølvblaa Røg fra Hytten — og paa den krumme Sti
De selv med Alpestok og stumpet Kjole.
Dybt nede glimted Søen igennem Taagens Spind,
der rulled som en Damp henover Skoven;
og øverst oppe Bjærgets den snedækte Tind,
saa blændende mod Himlens Blaa foroven.«
»Og husker De« — hun svarer — »den muntre Klokkeklang
og denne Luft, som ægger og forynger!
— — Ej sandt! — det var deroppe, De digtede en Sang?«
— hun sætter ved Klaveret sig og synger:
Froknalpenstock! Din nøgne Kulm
med Jomfrusneens kridne Lag,
fremdukket nys af Nattens Mulm
forgyldes i den unge Dag.
Højt over Naaleskovens Rand
med Morgentaagens hvide Floss
mod Himlen luer den i Trods:
»Ja, naa mig, om Du kan«! — —
— Hvor er hun ung og dejlig, fra Badet kommen nys,
en frisk udsprungen Anadyomene,
saa skær og lys i Huden som Æbleblomstrets Dryss!
— Og det er tidlig Morgen — vi er ene.
— Hun bryder af i Spillet, gaar til den aabne Dør
og staar en Stund og stirrer ud mod Stranden.
Saa vender hun sig atter, og med sit Smil fra før
hun siger: »De er bleven nu en Anden!
Hvor fyrig var De dengang, hvor sprudlende og kvik,
en ung Titan, parat at storme Himlen!
Nu gaar De her og kvæles i gammel Romantik —
— — De maa paany derud i Folkevrimlen!
— Derud, hvor Luften gløder af Livet stærke Ilt,
— den, som her hjemme tyndes ud og mattes. —
Hvad muligvis af gammel Moral der gaar forspildt,
vil rigeligt som Digter Dem erstattes.
Svøm ud, hvor Ingen bunder,
og dybt i Strømmen dyk,
om De vil vinde Røst i Sangerkoret!
— nu Farvel!« — Hun giver min Haand et sagte Tryk —
»Farvel — vi ses igen ved Middagsbordet.«