Lænet til Hotelterrassens
tunge Sandstensbalustrade
ser i Kvæld jeg over Bæltets
blanke fosforlyse Flade.
Mod den blege Nattehimmels
Ætherhvælv, med Stjerner stunget,
tegnes sort Kastaniekronens
brede Bræmme, dybt udtunget.
Fjernt i Vest, hvor end af Dagen
døende et Ildskær ulmer,
Skov og Sø og Kyst tilsammen
i en formløs Masse svulmer.
Alt er stille. Livets Lyde
sagtelig i Dvale dysses.
Kun et Elskerpar ved Havnen
staar og hvisker ømt og kysses.
Alle Blomster, alle Buske,
aander blidt i lydløs Blunden,
og Resedabedet dufter
sødt og stærkt i Aftenstunden.
— Se, da flammer Havestuen
op i broget Liv og Røre,
Lyset ud i Mørket strømmer
ad de aabne Spejlglasdøre.
Nye Gæsters Stemmer svulme
ind i Koret af de gamles.
— Nu en Pause. — Paa Klaveret
ret som søgende der famles.
En Akkord. Og blødt og smagfuldt
Tonearten moduleres —
Saa et Løb. — Og med en klangfuld.
Kvindestemme intoneres:
»Højt til Loft og vidt til Væg —
her vil min Disk jeg brede!
Lærken kvidrer i Morgensol
alt over den brune Hede.
Øjet klart og Hjertet frit,
og Ingenting, der tynger!
Ud over Landet milevidt
min Vandrevise jeg synger.
Glad ved Gry som Fugl i Sky,
den Kække Lykken finder.
Foran ligger der By ved By,
og Verden er fuld af Kvinder.
Fagre Smaa! Pas I blot paa,
let fænger Øjets Funke!
Staar der vel skrevet nogen Steds,
vi leve skal som Munke!
For et Kys giv to igjen!
Hvad har man af at spare!
Farende Knøs er Pigernes Ven,
— saa længe det nu kan vare.
— Fløjt til Loft og vidt til Væg,
en Bøgekvist i Platten!
Vejen er lang og Dagen lys,
og længe der er til Natten!« —
— — Færdig! — Til en Bifaldssalve
rører flinkt sig Alles Hænder.
Sært betagen end jeg lytter,
synes, at jeg Stemmen kjender.
Hen i Døren nu hun træder,
Sangerinden — stirrer længe
ud i Natten, som om Blikket
vilde Mørket gjennem trænge —
— drejer sig saa om mod Stuen,
og med Siden vendt imod mig
staar hun fuldt belyst. — Da farer
det igjennem Marv og Blod mig — —
Hende! — og et blegnet Minde
brat af Livet gjennemglødes —
Ellinor! — min Rejsefælle!
Sælsomt Træf! — Skal her vi mødes!