Nu daler Kvældens Skumring
paa uglebløde Vinger,
og frem af Himmelgrunden
den første Stjerne springer.
I Nattens store Øde
den blinker fra det Fjerne
ret som i Ørkenlandet
en enlig klar Cisterne —
en lille sølvblank Kilde
en Lysbrønd midt i Mulmet
fyldt af det hvide Solhav,
som nys derude svulmed.
Og som en tørstig Vandrer
didhen mit Øje stunder:
Den funkler over Skoven,
hvor min Veninde blunder.
Slumrer Du i Dit Skovhus
alt under mørke Graner,
og smiler Du i Søvnen,
som om mit Suk Du aner?
Hvad eller mon Du stirrer
af søde Drømme vugget
paa denne Prik i Hvælvet
som af en Guldnaal stukket
paa denne spæde Bristning
i Nattens dunkle Hinde,
hvoraf det bundne Ly s væld
i spinkel Strøm kan rinde —
Og tændes paa den Bue,
som Dine Drømme hvælver,
et Minde, hvori Lyset
fra Elskovs Himmel skælver?