Ser Du Birkens lyse Stamme skinne
frem af Skovens dybe Taageblaa,
fin og smækker som en nøgen Kvinde
— saadan som jeg første Gang Dig saa’.
»Mig«? — og Haaret stryger hun fra Panden;
— Tonen halv forundret er, halv vred. —
— Ja, thi det var mig, som sad ved Stranden,
da hin Aftenstund Du kom derned!
— Rødmende sit Ansigt hun mig dølger;
ak — men hendes Kys er hedt som mit,
og den unge Barm uroligt bølger,
medens Løvet lukkes om vort Skridt. —