Blankt, i gyldent Halvlys Bæltet hviler,
Nattens Stjerner over Skoven tændes.
Ved den aabne Strand hos min Veninde
tavs jeg sidder med min Haand i hendes.
Rythmisk ruller Bølgen ind og knuses
som et skørt Krystal med Toner klingre.
Hun er stille. Stundom kun fornemmer
jeg et sagte Tryk af hendes Fingre.
Kære, siger jeg, se det er silde,
Dagens Skær er slukt, ad Nat det lakker.
Natten gør fortrolig. Ti ej længer,
men fortæl, hvor dine Tanker flakker.
Og hun svarer: »Natten er saa sælsom,
Fosfororme lyse rundt i Græsset,
og den røde Maaneskive stiger
bag det gamle Voldsted hist paa Næsset — —
Didhen stirrer jeg. Og mine Tanker
føle sig til fjerne Tider baarne.
Borgen ser jeg skyde frem af Grunden,
mørk og skummel og med brede Taarne.
Røde Faklers Skær om Muren flakker,
Kuren vandrer ensom paa dens Tinde.
Drukne Stemmers Lyd i Natten larmer,
thi den onde Drot er Gæst derinde.
Skoven af sin Ro ved Gry han skræmmer,
Jagthorn skingrer blandt de høje Stammer.
Alle Kvinder fjæle sig som Duer,
— Ve dem, hvis hans Glenteblik dem rammer
Og jeg drømmer, at jeg gaar en Morgen,
lyttende til Jagtens fjerne Tummel,
henad Stien. Se, da staar han for mig,
høj, i prægtigt Skrud, men bleg og skummel.
Og jeg skælver; men han taler venligt,
spørger om mit Navn og om vor Bolig.
Svare maa jeg, som om ej jeg frygted,
men hans Øjne gør mig sært urolig.
Og han nikker og gaar bort ad Stien;
een Gang vender han sig, hist ved Stenten.
Og da maa jeg skælve dybt i Hjertet;
thi han har et Aasyn grumt som Glenten.
Det er Aften. Her ved Stranden staar jeg.
Du er hos mig. Alt jeg Dig fortæller.
— Se, da kommer der en Mand fra Skoven
og som Kongens Sendebud sig melder.
Med ham op paa Borgen skal jeg følge;
end i Kvæld jeg stædes skal til Hove!
— Grumt han smiler. Og da ræd jeg viger
griber han mig fat med Næver grove.
Se, da flyver Sværdet Dig af Skeden.
Taget slipper, hvormed han mig krysted.
Tvende Klinger lyne mod hinanden
— og han falder med et Saar i Brystet. —
— — Aftentaagerne om Skoven svæver,
Bølgen hvisker ængstelig bag Sivet.
— Tyst vor Baad hen under Kysten glider,
dulgt og lydløst, thi det gælder Livet.
Borgen lyser mod den mørke Himmel,
røde Fakler op ad Muren slikke.
Varsomt ro vi frem i Voldens Skygge,
— Alt er sikkert. Kuren ser os ikke.
— Frelste! Se vort Sejl af Vinden fyldes,
bag os i det fjerne svinder Borgen.
Skimter Du den sorte Skov histovre,
— det er Maalet, som vi naa ved Morgen.
Stor og dyb den milevidt sig strækker.
I dens Tykning bygge vi vor Hytte;
den er lun. Med Mos vi Væggen tætte,
og i Skoven er der nok af Bytte.
Høsten kommer. Flittig har Du samlet
bløde Skind og røde Rævebælge.
Saa en Morgen vandrer Du alene
til den fjerne Købstad for at sælge.
Fuld af Angst jeg sidder Dagen over;
rasler det i Krattet, ræd jeg gyser.
Sent i Kvælden vender Du tilbage,
varm og mødig — men dit Øje lyser.
»Glæd Dig! Store Tidender jeg melder;
Skæbnens Finger har vort Fribrev skrevet:
Falden som en Stimand er Kong Erik;
— skummelt døde han, som han har levet!«
— Morgensolen lyser over Strande,
atter vugger os den blanke Vove.
Hjemmet vinker. Borgen ligger øde,
mørk og ensom mellem brune Skove.
Atter bo vi paa de kendte Steder;
og i Nætter, stille, stjerneklare,
sidde vi — som nu — ved Stranden ene,
tale sammen om den svundne Fare.
Dobbelt dyrebart er Hjemmet blevet,
og vi selv i Favntag dobbelt ømme — —
Kære, smil ej af din stakkels Pige —
vid, at Skovens Stilhed føder Drømme!«
— — Rørt jeg møder hendes friske Læber,
som saa varmt sig hen i Kysset give.
Og vemodigt i min Sjæl det sukker:
Ak! hvi kan ej altid Børn vi blive!