Lad os plukke Blomster langs med Hegnet;
her er nok, og se, hvor de er smukke.
Lad os plukke dem i alle Farver;
siden kan vi ordne, hvad vi plukke.
Se ved Grøften — hvilke Margueriter,
sølverhvide, indeni forgyldte;
og i Tjørnen disse Kæmpesnerlers
sarte skære Kalke, perlefyldte;
og den vilde Kørvels Kniplingsskærme,
lyserøde Roser, dugbesprængte,
blaa Campanula, og hist paa Gærdet
store Purpurvalmuer i Mængde.
Pluk dog ikke af de fuldt udsprungne;
før Du kommer hjem, de taber Stadsen.
Tag de Knopper, hvor det røde pipper,
de vil hurtigt foldes ud i Vasen.
Kære! modne Jordbær! Se dog bare!
Skynd Dig, pluk! Og mens Du gaar og sanker,
vil jeg løse ned af Hækkens Fletværk
Caprifoliens tunge Blomsterranker.
Hvor de dufter! Og hvor store, gule —
som af Vox! Man kunde snart formode,
det var selve Tropernes Lianer,
som i Skoven her forvildet groede.
Hvilke Tidsler, strunke som Drabanter!
Hvert et Blad af irrgrønt Kobber skaaret.
Frøet dog i sine stive Kapsler
er saa blødt og hvidt som Uld paa Faaret.
— Her ved Moseranden vil vi plukke
gule Iris — de staar just i Galla —
Brudelys og blaa Forglemmigej er
og — hvad synes Du — en snehvid Kalla!
— Saa til Vejrs igen langs Skovens Bræmme.
Her er Straa med Faner fløj elsbløde,
unge Bronceskud af Brombærranken,
Tjærenelliker saa lyserøde —
skumhvid Mjødurt, blodrødt Ax af Syren,
Gærdebregnen, dunkelgrøn og frodig,
og den fine violette Klinte,
Agrens Stifbarn, stille og vemodig.
Slank i Stilken pranger her en Stjerne
med sin store hvide Primelkrone;
og hist henne — se, dens Tvillingsøster,
ganske lig den, blot i Rosatone.
Kornblomst? Ja, lad gaa — men blot en enkelt;
gruppevis den bliver let for simpel.
Her er Havreax med Ringlebjælder
og med Bladets lange Silkevimpel.
Aa — en Dild! Hvor er den høj og kraftig!
Strunkt og gult som Bambus er Stativet.
Ikke sandt — som en exotisk Solskærm
vil den pynte mellem Liljesivet.
— Saa, nu er det nok! Aa, hvilken Fylde!
Tog vi mere, vilde det kun skæmme.
Sæt Dig nu, saa ordne vi Buketten;
— tro mig, den vil pynte kønt derhjemme!