Over Skovene hinsides Sundet
er den sildige Fuldmaane rundet.
Der er Mulm langs de ludende Brinker,
men paa Strømmen histude det blinker.
Og der daler i Natten fra oven
som et lysende Slør over Skoven,
og krystalklare Toner sig løfter
fra de rislende Væld i dens Kløfter.
Og en Kuppel af Stilhed sig hvælver.
hvori Stjernernes Sølvkloder skælver.
Kun et Pip fra en Sangfugl i Reden
og en Raslen i Løvet forneden.
— Er det Bølgernes Skvulp, som mig daarer,
eller hører jeg plaskende Aarer?
— — Se, den Baad, hvor min Elskte mig venter
glider frem under skovgroede Skrænter!
Og nu lægger hun Aaren til Side —
hendes Arme de skinne saa hvide; —
mellem Forstrandens mægtige Stene
staar i Baaden hun oprejst og ene.
O, hvor slank og hvor fager at skue
i det bævende Maaneskins Lue.
— Tys! Hun kalder mig sagte dernede:
»Kom, min Elskede! Alting er rede!«
Hendes Haarfyldes yppige Knude
har sig løsnet i Guldstrømme prude;
som en Flod over Nakken det flommer —
Ja, jeg kommer, min Elskte, jeg kommer!
Under Skovbrynets hængende Kroner
vil vi lytte til Sølvbækkens Toner.
Gennem Lysstrømme blændende hvide
vil i bævende Drømme vi glide.
Over Dybet, hvor Rædslerne lure,
skal vor Køl drage sorgløst sin Fure.
Hvor en Alf farer hen paa det Dybe,
maa i Skjul alle Havtrolde krybe.
Jeg dit Hoved tilbage vil bøje
for at skue Dig tæt i dit Øje,
og de adskilte smilende Læber
i et Kys at forene jeg stræber.
Denne Rosengren, Gærdet har baaret,
vil jeg varligt Dig slynge om Haaret.
Og din Skønhed, den daarende, unge,
lægger Rytmer og Rim paa min Tunge.
Med usynlige Alfer i Følge,
der i Sølvlys og Taager sig dølge,
mellem natlige, blundende Skove
glider lydløst vor Baad over Vove.