Og som vi vandred, kom vi til en Dam;
I Skumring laa den. Gamle Bøge lude
med tunge Kroner dybt imod dens Spejl
som for at holde hvert et Solglimt ude.
Det led mod Aften. Alt var stumt og tyst;
en Flagermus hen over Vandet svirred.
Og Dammen som et Øje fuldt af Graad
i bundløst Tungsind op imod os stirred.
Og vi tog Sæde i det grove Mos.
Men tavs var jeg, og tavs var min Veninde;
thi for den Stemning, hvormed Stedet greb,
slet Ingen af os mægted Ord at finde.
— »Jeg veed ej rigtig, hvordan det er fat,
— begyndte hun tilsidst med sagte Stemme —
men Alt har her for mig en egen Gru,
jeg ej forklare kan, men kun fornemme.
Det kan dog næppe være Sagnets Skyld,
Der som en Skygge end ved Stedet hænger.
Som Barn har det mig ofte skræmmet,
saa overtroisk er jeg ikke længer.«
— Et Sagn? — Ja vist! — og i min Hjemes Dyb
et dunkelt Minde frem af Grunden vælder.
Ja, jeg har hørt det, men paany det glemt.
Fortæl mig det engang! Og hun fortæller:
»Der var en Herremand paa Slottet hist
af dem der baade trodser Gud og Loven.
En Aften, som et Uvejr just trak op,
Han for i sin Karosse gennem Skoven.
Fra Byen kom han, fra et Svirelag.
Da mødte han paa Vejen længer fremme
en Pige, som var ude efter Hjælp
til Moderen, der laa for Døden hjemme.
Flux holdt han stille, tasted hende an,
og da forskræmt hun vilde bort sig skynde,
brugte han Vold og slængte hende ind
i Vognen til et Offer for sin Brynde.
Men just som Hestene paa ny fløj frem,
og Vognen hastigt gennem Skoven ruller —
da kløves Mørket af et mægtigt Lyn
og Luften skælver i et Tordenbulder.
Forspandet stejler, fnyser vildt og sky,
og Kusken, blændet selv af Lynildsflammen,
har Styret tabt, han lader blindt staa til,
og Vogn og Heste fare ud i Dammen.
Men Bunden her er Dynd og Hængesæk;
Den slipper intet Bytte af sin Strube.
Og under Plasken, Raab og vilde Skrig
de synker Alle i den sorte Grube.
Men siden er der Mange, der har hørt
fra Dybet her en Lyd som En, der klager;
og man vil vide, at den onde Mand
i Uvejrsnætter gennem Skoven jager.
Karossen ruller over Stok og Sten;
selv sidder han derinde med en Pige.
Og naar den synker i det sorte Vand,
da hører man det vildt i Skoven skrige.
Men den, som møder Synet paa sin Vej,
— saadan gaar Ordet mellem Folk herinde
for ham er Livet sidenhen forspildt,
og Freden kan han aldrig mere finde.« —
Hun tav. Og begge sad vi ganske tyst,
mens i den dybe Kedel svagt det bobled.
Tusmørket sneg sig under Løvet ind
og Stedets hemmelige Gru fordobled.
Saa stod vi op og gik ad Stien bort —
Da standsed vi med Et og saa tilbage.
Det sukked sælsomt i det sorte Løv,
og dybt fra Bunden lød en dæmpet Klage.