Duk ej Dit Hoved, Barn, men løft
Dit Blik og se, hvor Alt er smukt!
Mærk Caprifoliens søde Lugt,
se Bregnerne langs Hegn og Grøft
de brede Vifter gynger,
og ned igjennem Skovens Kløft
et Rislevæld sig slynger.
Tør Dine Øjne kun og ryst
de blanke Draaber af Dit Haar.
Hver Blomst sit vaade Blik opslaar
Rubin, Smaragd og Ametyst
i skære Kalke vugges;
og Jordens fløjelsgrønne Bryst
af Diamanter dugges.
Fjernt over Sønderjylland ind
gaar Tordenbygens mørke Tog.
Nu aabnes Himlens Øjelaag,
og Solens gyldne Straaleskin
om vaade Skove luer,
Højskamlings disblaa Kuppeltind
vidt over Egnen skuer.
Nys svøbt i Regnens tætte Slør,
den tegner sig i klare Træk
og spejder som en Kure kæk
hen over Agre, Bælt og Øer
did ned, hvor Danmark ender.
En Port fra Sønder og til Nør
Regnbuens Luftbro spænder, —
Og se! — nu skimter jeg et Gry
af Smil paa dine Øjnes Bund.
Snart har det naaet Din søde Mund
og efter Skrækken sig paa ny
i Kindens Grube lejret.
Et Kys! — Og hver en Uvejrssky
er fra vor Himmel vejret!