Kære, hvor Luften dog er kvalm!
Ikke et køligt Pust fra Skoven!
Solen, et rødligt glødende Malm,
ulmer bag Dis foroven.
Bugten, dorsk som i Feberdøs,
ligger derude og glipper med Synet;
og uafbrudt løber der en nervøs
Sitren langs Himmelbrynet.
Kom, lad os søge i Skovdybet Skjul,
dèr maa vel være lidt Friskhed at finde.
Nej da, hvor ængsteligt! Ikke en Fugl
løfter sin Røst herinde.
Træerae staa som i aandeløs Frygt
med ubevægeligt hængende Blade —
og hør! — nu drøner det hult og stygt
som af en fjern Kanonade.
Hurtig ad Stien i Tykningen ind —
mærk dog, hvor ramt at de Skovløg dufter
Tys, hvad var det! En sukkende Vind
brat gennem Løvtaget lufter.
Se, hvor det mørknes. Et Vindpust paa ny!
Bygen er nær — kan Du høre den suse —
Kom, vi maa ile at søge Ly,
inden den aabner sin Sluse.
— Her er et Skur, dybt i Vildnisset gemt,
et, hvor om Vinteren Dyrene kommer.
Sikkerlig staar det forladt og glemt
hele den udslagne Sommer.
Smut kun derind! Er det fattigt og grimt,
Tag over Ho’det i al Fald det yder.
Det er paa Tide! — Fornam Du det Glimt!
— Angrebssignalet lyder.
Sæt dig nu stille paa Høbunken hen,
— jeg bliver staaende her, maa Du vide.
Naa, Du er bange? Kom hid da, min Ven,
sæt Dig saa blot ved min Side.
Hvilken Forandring fra Stilheden nys!
Hør, hvor i Skoven det koger og hvisler.
Blinkende Strømme paa tværs og kryds
ned over Stammerne risler.
Skreg Du? Jeg syntes. — Naa saadan — Du gøs!
Ja, det var Glimtet, som sved i Synet.
Hør! Nu brager Kanonen løs —
Skraldet strax efter Lynet.
Lige her over? — Det lader saa!
Tag det nu bare roligt, Lille!
Ræk mig Din Haand, saa ser vi, derpaa,
ganske fornuftigt og stille.
Bulder paa Bulder. Det ene knap endt,
førend det næste begynder sin Skratten.
Og hvor det skumrer. Det er jo omtrent
lige saa mørkt som om Natten.
— Hu! — hvilket Ildhav! Et knitrende Knald!
Baglængs vakler jeg, halvvejs bedøvet —
Grene, som knækkes — et bragende Fald —
— Det var et Træ, som blev kløvet!
Stakkels Lille! Hvor hvid og stiv, —
maalløs Du sidder som naglet til Flekken.
Kom til Dig selv dog, mit søde Liv —
Gudskelov slap vi med Skrækken.
Vist var det nær. Her lugter af Svovl.
End kan det vældige Tryk jeg fornemme.
— Det var i saadant et Lyn vist, St. Povl
hørte Vorherres Stemme. —
Trøst Dig, nu buldrer det knap saa slemt;
tordner vel end, men med svindende Kræfter.
Tonen har været til Pathos stemt,
— nu følger Slappelsen efter.
Uvejret, mat af den rasende Kamp,
bistert og brummende Valpladsen viger.
Mærk, hvor det lysner! En fugtig Damp
frem mellem Stammerne stiger.
— O hvilken Stilhed! Kvægende sød
slider den frem over lønlige Stier.
Kimene alle i Jordens Skød
graadigt af Livskilden dier.
Læskende Draaber fra dryppende Løv
drysser som Dug over Skovbundens Spæde;
Mos, der var skrumpent og næsten som Støv,
svulmer og strutter af Væde.
Og vil Du se! Gjennem Løvtagets Rift
hist i en Lysning med vældige Bregner
hen over Bunden sin luende Skrift
muntert en Solstraale tegner.
Det var Signalet! Den drømmende Skov
fyldes med Jublen af kvidrende Fugle —
— Saa kan vi To vel ogsaa ha’ Lov
at smutte frem af vor Hule.
O, hvilken Luft! Saa styrkende ren!
Bygen har læsket og svalet og lindret.
— — Ser Du hist henne den mægtige Gren!
— den har Lynilden splintret.
Flammende som en fortørnet Gud
nidkær Naturen har renset sit Tempel,
smiler nu atter i uplettet Skrud,
— Menneskets Børn til Exempel!