I Skyggen under Hækkens grønne Væg
paa Græssets Fløjl vort Frokostbord vi dækker.
Se, her er nybagt Brød og friske Æg
og røget Tunge, Ost saa gul og lækker.
Hold for dit Øje op det fyldte Glas,
saa Flammeskæret spejles i Pupillen. —
En fyrig sydlandsk Drue, »frisch vom Fasz«!
Og synes den din Gane lidt for kras,
saa bland den med det klare Vand fra Kilden.
Løft Øjet op mod Sommerhimlens Blaa,
— et Ætherdyb, som intet Blik kan lodde.
Sænk det mod Bæltet, der i Solens Skin
blankt bugter som en Flod sig ud og ind
om brat afskaaren Klint og skovgroet Odde.
En Røgsky vælter sig bag Pynten frem,
det er en Dampbaad, som til Afgang fløjter.
Der kommer den. Vi følge kan dens Spor
langt ud mod Vest, ind i den jyske Fjord,
hvor Blikket standses af violblaa Højder.
— Her ruller ud den modne Hvedemark
sin tunge Pragt i Skovens grønne Ramme;
den gulner som et mægtigt Pergament
og bugner under Middagssolens Flamme.
Henad dens Felt er som med Farvestift
en spinkel, sirlig snirklet Munkeskrift
af Kornblaat og af Valmupurpur prentet.
Og hisset, hvor jeg peger med min Haand,
løber Alleens grønne Silkebaand
did ud, hvor Slottet med sit røde Tegl,
ret som et stort og gammelt Adelssegl,
er vægtigt presset under Pergamentet.