Der perler Dugg paa Blomst og Straa,
Slør dækker Kløft og Vig.
Men Gryet rejser sig paa Taa
og letter smilende, den Smaa,
ved Taagetæppets Flig.
Min Skat, min væne Søster!
Se, Dagen staar i Brudd;
snart folder sig i Øster
dens Purpurrose ud!
— Jeg staar i Gry ved hendes Hjem:
»Vaagn op, skøn Hjertenskær!«
Hun linner Døren lidt paa Klem
og træder saa paa Tærsklen frem
som Dagen ung og skær.
Se, da blev Skoven vaagen,
og Himlen stod i Glød,
fra Kløften letted Taagen
og bort i Luften flød.
Og Flammetunger slikke ind
og suge Græssets Dugg.
Et blaaligt Floss, et skylet Spind
end flagrer over Skovens Tind
som lette Bomuldsfnugg.
Hvert kuldskært Blomster lukker
for Solen op sin Kalk,
og Sjælen dybt sig dukker
i Æthren som en Falk.
Vær hilset, Sol, som signer mildt
Alverden med din Daab,
forynger Blodet med din Ilt
og fylder Hu og Hjerte snildt
med Anelser og Haab.
En Lykke, sødt forborgen,
har Livet os i Gem —
Ud i den unge Morgen
at drage Skatten frem!