Saa’ Du, hvor prægtigt Solen sank
i Purpurdis, saa gyldenblank,
og over Skovens Mosedrag
alt Varmen sig fortætter.
Tro mig, en dejlig Morgendag
slig Aftenstund forjætter.
Nu vel! Vi har jo ønsket tidt
at strejfe med hinanden frit
og støve op hver ensom Sti,
i Krat og Kløft forborgen.
— Hvad, om den Plan for Alvor vi
fik sat i Værk i Morgen?
Din Plejefar, har Du fortalt,
skal jo fra tidlig Morgen alt
en Jyllandstur og kommer da
ej hjem før Aften silde;
saa kan Du altsaa Intet ha’
i Huset at bestille.
Om det gaar an? — Jeg tænker: Jo!
Vi følges jo saa tidt, vi To;
og her i Guds Natur den fri
skal Formen ej os trykke.
Er Sindet rent, alt Snærperi
vi blæse kan et Stykke.
— Saa er det afgjort, ikke sandt?
Jeg sørge skal for Proviant
og møder her med Tasken fyldt,
naar Sol er over Lide,
og Dagen luende forgyldt
gaar frem for Verden vide.