»Jeg gik mig ved den Urtegaard,
det var en Aften silde.
Maanen lyste bag Lundens Træer
og Vindene vare saa milde.
Maanen skinned saa blank som Guld,
og Stjerner skjalv i det Blaa.
Der stod en Rose og blomstred i Løn,
den fagreste end jeg saa’.
Aldrig saa’ jeg saa fager en Rose,
drak aldrig en Duft saa sød.
Den lyste ud i den dunkle Nat
med Morgenens klare Lød.
Den aanded ud i den dunkle Nat
en Duft saa ung og sund.
Jeg brød dens Blomst, var fyldt af Dugg,
og trykked den til min Mund.
Jeg trykked den til min hede Mund
og nævned den ømt ved Navn — —
Da blev den en Jomfru samme Stund,
jeg holdt hende i min Favn.
Den blev en Jomfru ung og fin
med Øjne store, milde — —
Signet Du være, Veninde min,
jeg vandt Dig i Kvælden silde!«