Det er sært, hvor hastig Livet
kan forandre alle Ting:
Næppe kommen, har hun givet
Tonen her et andet Sving.
Kedsomheden er fordreven,
ingen tvære Miner ses.
Ubestridt hun strax er bleven
Midtpunkt i den hele Kreds.
Som ved Trolddom har hun skænket
Tanken Næring, Talen Stof,
og hun hersker uindskrænket
som en Dronning ved sit Hof.
Men sin Herskermagt hun øver,
saa hvert Ønske bli’er en Gunst.
Ingen Tæmmerske blandt Løver
mer graciøst forstaar sin Kunst.
Rigt man føler sig belønnet
med et Smil, et hastigt Blik.
Alle bøjer sig — skjønt »Kønnet«
sikkert kun med skjult Kritik.
Dog med Smilets Tryllerune
gjør hun Fjende strax til Ven,
og med overgivent Lune
vifter hun hver Mislyd hen.
Men hun spøger, koketterer
kun som flygtig Tidsfordriv —
Hvor hun nærmer sig, pulserer
strax der et forhøjet Liv.
Naar hun ved Klaveret sidder,
tier Alle flux som Mus.
Stemmens lyse Fuglekvidder
gaar til Ho’det som en Rus
Kort — i alt det Tomme, Døde
er hun Livets Element.
— Mig — — ja mig kom hun i Møde
som en gammel kær Bekendt!