Naar jeg er træt af Vandring
og med Cigaren tændt
har strakt mig hen i Mosset, varm og doven
da spidser tidt jeg Øre
og lytter ganske spændt:
Jeg hører lette Fodtrin gennem Skoven.
Smaa raske lette Fodtrin
af En, der vil forbi.
og nærmer sig mit Skjulested forvoven.
Nu er de nær! — — Da svinger
med Et den skjulte Sti,
og Lyden svinder fjernere i Skoven.
Jeg springer op og spejder,
men Alt er tavst som før —
Det suser blidt i Toppene foroven.
Alfen har skinsyg sænket
det grønne Planteslør,
som dølger hendes dunkle Løb i Skoven.
Men Lyden mig forfølger.
Ja selv ved Nattetid
paa Grænsen mellem vaagen Drøm og Soven,
— de tripper for mit Øre,
de kommer atter hid,
— de lette Trin, som iler gennem Skoven.