Der gror en forunderlig Yngel herinde i Granskovens Dyb,
halvt som Planter at skue og halvt som slimede Kryb,
svulmende snart af Edder og fyldte med raadden Dunst,
snart i de fineste Farver og støbte med nænsom Kunst.
Det er de tusinde Svampes sælsomme blindfødte Kuld,
skøre Fugtighedsblomster af Skovens den fattige Muld,
Børn af den dagrædde Skumring, drak aldrig Solvarmens Glød,
dværgagtig kuet i Væxten, af sær uvirkelig Lød;
Sarte som Porcellænet, lilla og elfenbensmat,
skrigende rød som Purpur den giftige Fluehat,
lysebrune som Fløjel, flammende gule som Svovl,
spinkle som Sølvklokker spæde og plumpe af Form som en Skovl.
Gennem et Strejf af Solstøv, krydsende Rummet paa Skraa,
ser jeg dem alle Vegne rundt mellem Stammerne staa.
træt har paa Mosset jeg lagt mig, Øjnene lukker sig i,
— oventil suser en dæmpet enstonig Harmoni. — —
Da pusler det omkring mig —
Jeg ser til Siden brat.
Der staar en Mandsling for mig
med højrød Bjærgmandshat.
Blegt rynket er hans Ansigt
som hos en gammel Mand;
bag ham sex andre flokkes
af samme Væxt som han.
Han bøjer sig og taler
med Stemme dyb og grov:
»Du Sanger, vær velkommen
til Eventyrets Skov!
Du ser det, vi er Dværge,
vi elske Sangens Kunst.
Vil Du os Tavshed sværge,
da skænkes Dig vor Gunst.
Fra Dybets dunkle Rige,
fra Grubens Malm og Jærn,
en fager jordisk Pige
vi sattes hid til Værn.
Snehvidelil hun nævnes,
hun færdes blandt os frit.
Selv har Du hørt paa Stien
helt ofte hendes Skridt.
Hidtil vi har med Liste
fordulgt Dig hendes Spor.
Nu vil dog Sløret briste,
da Du os Tavshed svor.
Grant skal Dit Blik nu skue
der, hvor Du før var blind —
rejs Dig, Du Svend, fra Tue!
vi høre hendes Trin«.
Han stryger med en Salve
mit Øjelaag i Hast —
Da er det, som en Hinde
fra Synets Nerve brast.
Saa skrumper ind hans Aasyn,
i Jord han synker brat.
End skimter jeg i Skyggen
hans røde Bjærgmandshat.
— — Stiv som en Død har jeg ligget, Lemmerne tunge som Bly.
Se, da er det, som Viljen vaagner til Liv paa ny.
Kogleriet jeg sprænger, rejser mig i et Spring,
stryger mit Haar fra Panden og ser mig forvildet omkring —
Rundt omkring mig er stille — Alting, som før jeg sov.
Enstonig dæmpet det suser gennem den dunkle Skov.
Dog — — fra en Lysning derinde, kantet af Solguldets Søm,
kommer et Væsen — en Kvinde! Blomsten, skudt frem af min Drøm.