Fra den muntre Løvskovs
lyse Regioner
under tavse Graner
bøjer Stien ind.
Intet Fuglekvidder
i de dunkle Kroner;
Mossets Tæppe kvæler
Lyden af mit Trin.
Under Naaletaget
Varmen stille dirrer,
med den krydret-ramme
Duft af Harpix fyldt.
Fjernt i Skumringsdybet,
hvor et Solglimt svirrer,
skinner frem en Stamme
luende forgyldt.
Gamle Vejspor søge
ind, hvor Dybet kogler,
dukke sig og svinde
i den dystre Skov.
Spredt for alle Vinde,
ligger hvide Knogler,
Fjer og fule Rester
af en Glentes Rov.
Larmende fra Reden,
hvor den ensomt bygger,
løfter sig en Rovfugl
mod det solblaa Hvælv.
Og i- Skovens Stilhed
dybt min Sjæl sig dykker,
glemmer hele Verden,
hviler i sig selv.