Langs Stranden ligger store Sten
kaotisk spredt i Sandet.
Jeg vælger mig til Sæde en
og stirrer over Vandet
Det glider blødt i Silkelæg
ind over Tangens Pude.
Bagved staar Skovens mørke Væg
og stænger Verden ude.
I Vesten slukkes som et Baal
Solkuglens røde Flamme,
og Bæltet skinner blankt som Staal
i Kystens Fløjelsramme.
Søluftens Aande kvægende
min hede Pande svaler,
og Ensomheden lægende
ned over Sindet daler.
Og der er stille milevidt
forneden og foroven.
— — Da lytter jeg. Det lød, som Skridt
sig nærmede fra Skoven.
Og se! — hvor Stien smutter op
i Kløftens Gab det dunkle,
fremskimter brat en snehvid Krop
og Øjne to, som funkle.
— Er det mon Kildenymfen vel,
den skære bly Najade,
der sniger sig i stille Kvæld
til Stranden for at bade?
Frembøjet mod det skønne Syn
jeg stirrer tryllebunden — —
Da sitrer hun, og som et Lyn
er hun i Skoven svunden.
Saa kommer Natten. Luftig Dis
tilslører Stjemebæltet.
Dens Skønhed er paa sælsom Vis
med Dagens sammensmeltet.
Fjernt glider frem en Baad i Mag
med Sølv i Kølens Fure.
Jeg hører hvert et Aaretag
imod dens Ræling skure.
En grønlig gylden Glans fra Nord
igennem Rummet strømmer.
Som bag et luftigt Guldmorsflor
Naturen stille drømmer.
Mod Luegrund staar Skov og Kyst
i bløde Silhouetter — —
O, sænk jer Stilhed i mit Bryst
I Nordens lyse Nætter!