Dagen har tabt sin Vælde
og Lyset sin skærende Hvidhed.
Det løser sig op derude mod Vest
i Farver af smeltende Blidhed.
Straaler, der før skød lodret ned
fra Solens flammende Kugle,
flakker nu lavt langs Jorden hen
som døende Sommerfugle.
Helt inde i Skovdybets Tykning
sit Solguld Aftenen smelter,
og hen over vældige Sokler af Eg
ligger Lyset i luende Felter.
Jeg iler frem ad den bugtede Sti,
hvor Skæret blænder mit Syn,
bryder mig gennem Ranker Vej
og staar saa i Højskovens Bryn.
Viltert ned over Skrænten
Ungkrattets Ymper sig tumle.
Ved Foden titter et Skovløberhus
frem mellem slyngende Humle.
Der bagved højner sig Landet mørkt,
— et Stykke midtjysk Natur.
Længst ude lukkes saa Synet
af Granskovens Grænsemur.
Og Aftenstilheden daler.
Himlen er luegylden;
den lægger en egen fredelig mild
Stemning om Skovhusidyllen.
Men Tanken føler det dog lidt trangt
bag Humlens stængende Vigne,
og Øjet søger den fjerne Skovs
vidt svungne episke Linie.
Forunderlig den mig drager,
— jeg følte det alt som Dreng —
snart lokkende som en Elversang,
snart truende, saga-streng.
Den vinker mig til sig, jeg følger blindt,
halv lykkelig, halv beklemt — —
det er mig, som laa i dens dunkle Dyb
min Skæbnes Æventyr gjemt.