Du store underlige Skov
med dine Stier vilde;
saa tæt ved Byens Liv — og dog
saa uberørt og stille.
I dine Kringelkroge rundt
jeg hele Dage flakker
og som en Gubbe med mig selv
om gamle Tider snakker.
Jeg sidder i den skumle Kløft,
hvor Rislebækken vælder,
hvor gamle skæve Egetræer
ud over Vandet hælder.
Der springer jeg fra Sten til Sten
og følger Kilderanden
didhen, hvor mellem Siv og Krat
den taber sig i Stranden.
Jeg strækker mig paa Mossets Fløjl
i Skræntens Kedelsænkning,
hvor slanke Bøge hvælvet har
en Hal for stille Tænkning.
Men Havet bryder Tankens Ro,
det lokker og forhekser
og striber Løvets Bueloft
med flimrende Reflekser.
— Naturens Lune formes her
til sære Paradoxer —:
Se hist, hvor løjerligt barokt
de gamle Stammer vokser.
Hvad der foroven hører til,
er bulnet ud forneden;
hvert Træ er blevet til en Trold
dæmonisk og forvreden.
Her var for Drengefantasi
et herligt Stof at tumle:
Som Drager lange Rødder krøb
af Skræntens Huler skumle.
Og hvilke Gemmemsteder bød,
ej disse Stubbe gamle
for Vættelys og Søpindsvin
— hvad nu et Bam kan samle.
— En Lysning er i Skovens Dyb
af Kær og Krat betrygget.
Dér med en trofast Kammerat
af Løv jeg Hytter bygged.
Et Ildsted vi i Skrænten grov
og kogte Chokolade,
— kort sagt, vi digtede os der
en hel Robinsonade.
Tilsidst stak Luen fra vort Baal
det tørre Græs i Flamme;
nær havde da vor Leg forvoldt
en Skovbrand med det samme.
Dog fik vi Ilden slukket, før
den tætte Røg os røbed —
desværre gik vor Proviant
og Hytterne i Løbet.
Vist var det et fantastisk Hang,
som her os tvende samled;
men bag ved Legen laa en Trang,
som frem til Liv sig famled.
Min Ven blev siden Arkitekt,
— efter hvad Sagnet melder —;
han la’e paa det Solide Vægt,
— jeg bygger Luftkasteller. — —
— Hist gaar den gamle Kongevej
med Skov paa begge Sider,
— hvor Aftendiligencen fo’r
afsted før Dampens Tider.
Stærkt lued Kuskens Purpurslag
under de grønne Kroner,
og Skovens Ekko svared kønt
hans Posthorns skingre Toner.
Og ved det lille Færgested
blev Lygten tændt paa Broen,
og Damp og Lysskær strømmed ud
fra Vindveme i Kroen.
Paa Bæltet dukked Smakken frem
med alting klart til Landing,
— ret som en Noahs Ark, med Folk
og Fæ i broget Blanding.
Og i den gamle Færgegaard
stod Gæstestuen aaben.
En Duft der var af Kaffepunsch,
en Brølen, Vrinsken, Raaben.
Saa lød der Stampen, Piskesmæld,
Posthornets muntre Skratten,
— og Diligencen for paa ny
til Skovs i Sommernatten. —
Jeg vandrer nu den samme Vej;
foroven Stjerner tindre.
Hin Tid er død. Nu er der stumt
og tyst i Skovens Indre.
I Løvet rasler kun et Kryb,
og alle Fugle tier.
Mulm vælder af det store Dyb
og fra de vilde Stier.