Julinattens dybe Blaa foroven,
hvidligt Sølvlys over Himlens Rande.
Mod den stille Kystby ruller Sundet
blødt og rytmisk sine mørke Vande.
Vester ude bag de sorte Skove
end et svagt Orangeskær af Solen.
Langs med Stranden ingen Lyd af Stemmer,
Ene sidder jeg paa Havnemolen.
Sorte Skibsskrog langs det øde Bolværk,
dunkle Haver op ad Kystens Skraaning,
og der bagved: Byens mørke Omrids,
brudt af Lysglimt fra en enkelt Vaaning.
Øverst oppe, hvor de gamle Linde
til en formløs Masse sammemsmelte,
skyder Kirkens brede Taam i Vejret,
tegnet skarpt mod Himlens Sølvmorsbælte.
Alt saa tyst. Det store Dyb derude
luller sig til Ro med sagte Vuggen.
Under Broen blandt de svære Stene
risler Vandet om med dæmpet Klukken.
— Gamle Fødeby! Som der Du hviler
drømmende i Nattens Skær det vage,
maner Du med løndomsfulde Kræfter
mig min fjerne Barndomstid tilbage.
Taageslør, som Aar og Afstand væved,
for en Skyggehaand til Side glider —
Jeg er atter Dreng, og Du er Hjemmet,
kendt og elsket som i fordums Tider. —
Halvt i Drøm jeg rejser mig og vandrer
ad de øde, genlydfyldte Gader.
Svundne Dage skue ned med Undren
fra de blege, stirrende Façader.
Kviste, spidse Gavle, høje Trapper — —
Alt endnu som før — blot meget mindre.
Hvor jeg ser, det samme stumme Spørgsmaal:
Kan Du mindes end — kan Du erindre?
— Her er Torvepladsens øde Runding,
Sprøjtehuset med den lange Stige,
Købmandsgaarden hist, og Farverbodens
Sørgefane med de sorte Flige.
Denne snævre krumme Sidegade —
o, hvor ofte har jeg her ej vandret!
Disse lave enetages Huse —
ak, hvor Alting end er uforandret!
Plankeværkerne paa højre Side,
Træerne, som over Gaden luder,
og det gamle Skrummel af et Pakhus,
skummelt og forladt, med knuste Ruder.
— Alting slumrer. Alle Lys er slukte.
Og hvor sælsomt stille er her ikke.
Naar jeg standser, kan jeg gennem Muren
høre Uhrene bag Væggen dikke.
— Her er Skolen. Kuplede Kastanier
løfte deres Top mod Tagets Rygning;
og hist henne — o mit tabte Eden! —
Præstegaardens lange gule Bygning.
Alt som forhen! Tagets stærke Svajning,
Kalkpilastrene langs Murens Flade,
Trappestenen, og de mange Vindver
i den lave gammeldags Façade.
Her var Faders Stue, nærmest Porten,
— fælles Indgangsdør for Rig og Stodder;
»Salens« fire Fag og Dagligstuens
Vindver med de sære grønne Skodder.
Og hist inde, hvor et Skær bag Ruden
vidner end om silde huslig Færden,
er min Helligdom — det Sovekammer,
hvor min Moder bragte mig til Verden;
hvor min spæde Stemme hilste Livet
første Gang, og hvor min Fa’r mig døbte —
Ak, min lille Mo’r! Med al din Pine
fattig Lykke kun din Søn Du købte. —
Vinduet i Gavlen øverst oppe,
det var Pulterkamret. Hvilke Skatte
gemtes ikke her for Drengens Forsken:
svunden Tids Kostumer, sære Hatte — —
Og en Guitar med sit falmet grønne
Silkebaand jeg ser paa Væggen hænge.
Øresønderrivende Akkorder
har jeg grebet i dens falske Strenge. —
Bag ved Plankeværket her er Haven
ud til Gyden med de lave Huse.
Som en Hilsen fra min Barndoms Verden
hører jeg det blidt i Løvet suse.
Valnødstammen luder med sin Krone
skyggende mod Gaardens Køkkenside;
bagved tegner sig mod Nattehimlen
Figenpæretræets Pyramide.
Denne Guldregn er min egen Plantning;
kongeligt den Prøven har bestaaet,
thi jeg trak den lang Tid op hver Morgen
for at se, om Rod den havde slaaet.
— Gamle, kære, klosterlige Have,
blomsterduftende i Vaar og Sommer,
allerlifligst dog i Høstens Dage,
bugnende af Pærer og af Blommer!
— og hvor hyggelig, naar Skær fra Ruden
lyste over Sneen i December,
og de høje halmbeklædte Roser
stod fantastisk truende som Kæmper. — —
Længe har Du været Andres Eje,
andre Hænder Dine Blomster plukked —
Den, som har Dig elsket højst af Alle,
staar ved Plankeværket, udelukket.
Udad fløj jeg som en Fugl fra Reden,
hjemad atter mine Længsler ile —
O, hvad gav jeg for en Krog, et Hjørne
af Din dyre Jord til sidste Hvile!