Den kommer til os Aar for Aar
den fagre Tid i Nordens Vaar,
da Dagen stakket blunder;
da Ildskær over Skoven staar
som Vejrlys over Mosen, naar
en Skat er skjult derunder.
Thi det er Æventyrets Stund;
— da nyttes Solens korte Blund
af Mulmets travle Vætter:
De løfte af den dybe Grund
den rige Sommers Gyldenmon
i stille lyse Nætter; —
og Tid for unge Hjerters Pagt,
mens Skoven staar i Jomfrupragt
og Vind og Vove mildnes.
Thi ak, som Solen fanger Magt,
slaar Dagens Puls i Febertakt,
og Nattens Drømme ildnes.
Da er det, som en tropisk Glød,
en Blodstrøm hed og purpurrød
i Jordens Aarer sitrer.
Da strømmer Duft, da blusser Lød,
og Luften, tung og lummersød,
i gule Lynglimt knitrer. —
Men kort er Æventyrets Stund.
Endnu et Maaneskifte kun,
og slukt er Nattens Flamme.
Du vaagner, ser Dig sorgfuldt om,
thi ak, — Naturens Jomfrudom
er borte med det samme.
Men leved Du det korte Nu,
— et Minde brændtes i din Hu,
som silde Du forgætter.
Og gemmes det dit Hjerte nær,
der lyser over det et Skær
af Sol og lyse Nætter.