Der klinger fra Stranden et Fugletræks
forunderlig klagende Lyde.
Langt ude bag Havet sidder en Heks
og koger Sejd i sin Gryde.
Hun rører i Gryden og mumler grimt,
tæt hvirvler de gulhvide Dampe.
Foroven øjner man knap et Glimt
af Maanens døsige Lampe.
Jeg staar ved Vindvet og skuer ud
i Martsnattens triste Øde.
En uren Gus som af Sæbelud
og Tørverøg slaar mig i Møde.
Som Griflens Streg for en drivvaad Svamp
hvert Omrids forviskes og flygter.
Kun matte Vejrlys i Mosedamp
synes de spredte Lygter.
Hvad dølger sig vel for Kogleri
bag al denne Kogen og Bryggen?
Hvad Løndom øver Naturen i
sit rygende Heksekøkken?
Jeg veed det. Vintren dreves af Led,
den veg for Regnskyls og Stormes
og Solstraalers Forbund. Saa blev der Fred.
Nu er det, det Ny skal formes.
Jeg aner bag Gusen, saa raa og klam,
en Skikkelse, fjernt i Rummet —
det Vaaren er, der i Taageham
nærmer sig os formummet.
Jeg aner bag Sløret Safternes Løb
og ulmende Farvetoner,
som under Fosterhindernes Svøb
de brogede Krokuskroner.
Et Gry vil rinde af Kimingens Graa,
en Morgen med Sol og Gammen,
med drivende Skyer over Himlens Blaa,
— da kaster den Skønne Hammen!