Min Fa’er, som var en Helt, men hvis Smil var saa blidt,
red, fulgt af en Dragon, som var hans Favorit,
— thi hans Holdning var strunk og saa dristigt hans Mod, —
over en Valplads sent, hvor Slaget nylig stod.
Tyst daled Nattens Ro over Dynger af Lig;
— da flængtes den med ét af hæse Jammerskrig.
Det var en spansk Soldat af den slagne Armé,
hen over Vejen krøb han, en Rædsel at se.
Kvæstet, blodig og bleg, med halv udslukte Blikke
han bad: „Forbarmer jer! Giv mig en Slurk at drikke!"
Rørt standsed Fa’er sin Hest, vinked hurtig sin Svend,
spændte Feltflasken af og rakte ham den hen,
idet han sagde: „Rask! Lad ham faa Tørsten slukket!”
Men se! I samme Nu, som Dragonen sig bukked,
holdt hin — en Maurer — fluks en ladt Pistol bered,
tog Sigte paa min Fa’er, trykked af med en Ed — —
Og Skuddet faldt. Det kom som en Lynstraale brat;
Hesten stejled og sprang. Til Vejrs fløj Faders Hat.
Kun til den fik han Ram og ikke til Personen.
„Giv ham Flasken endda,” sagde Fa’er til Dragonen.
Efter Victor Hugo.