Som Morlandsfyrsten, rig og stor,
til Tiggertøsen, arm, forladt —
ned til den vinterhvide Jord
stiger den stolte Nat.
Sin sortblaa Fløjelskaabe prud,
med Stjerner strøet i Overflod,
om hendes Armods ringe Skrud
han svøber huld og god.
Og i hans Favn, barmhjertig, øm,
med næppe hørligt Aandedræt
en Søvn saa fast og uden Drøm
hun sover trygt og tæt.
Hun sover med sit Bryst mod hans,
han vaager for dem begge to.
Med aabent Øje, skærpet Sans
han vogter hendes Ro.
Han holder hende ved sit Bryst
i ømt og trofast Favnetag,
indtil han øjner fjernt i Øst
det første Skimt af Dag.
Ej vil han skræmme hendes Blund,
tyst gør han sig og varsomt løs,
fæster til Afsked kun sin Mund
tæt mod den skønne Mø’s.
Koldt er hans Kys, den tavse Nat,
der nu maa fly for Morgnens Lys,
og gennem hendes Hjerte brat
det jager som et Gys.
Hun aabner Øjet. Dagen gaar
frem som en Blomst af Gryets Kim.
Da sitrer hun, og hendes Haar
— se! det er hvidt af Rim.