Over Markens øde Felter
graa Decemberhimlen ruger;
lysforladt den Sindet knuger
som et Aasyn strengt og haardt;
bag de fjerne Bakker smelter
Vinterdagen sagte bort.
Her ved Skovens gamle Stente,
hvorfra Øjet vidt kan ile,
vil jeg standse lidt og hvile
under mørke Graners Bryn,
samle i et Blik det kendte
dyrebare Barndomssyn.
Kære lille By bag Skoven,
hvor vemodigt du mig vinker!
Bæltets Slyngning, Strandens Brinker
— Alt saa sorgfuldt, graat i graat!
Faldt i Billedet fra oven
dog en Smule Sol der blot!
Men forsvarlig lukt er Skodden
for den klare Himmelrude.
Fra en Sprække vester ude
kun en gullig Lysning gaar,
og de gamle Træer paa Odden
Dagens Smil til Afsked faar.
Nu forsvandt det. Skæret slukkes
rundet ud er Lysets Kilde,
og Naturen glider stille
ind i Nattens dybe Favn.
Tyst som den mit Hjerte lukkes
om sin Smerte og sit Savn.