Det skinned hvidt i den lyse Nat
som Svanevinger at se:
Kongedatre i Fjederham
det var — de fejreste tre.
Kongedøtre i Fugleham,
hver af dem en Svane hvid.
Gyldne Kroner saa bar de,
og sanderfra stævned de hid.
Maanen stod lavt, som et krummet Staal
nys gladet i Nattens Smedje.
De to de havde saa skarpe Næb,
de vendte dem mod den tredje.
De vendte dem mod deres Søster from,
— jeg saa’ det fra Vinduets Glug —
Flænget blev hendes hvide Bryst
for Næbbenes hvasse Hug.
Flænget blev hendes hvide Barm,
hun bøjed sin Hals saa slank.
Højt fra Luft i mit Abildtræ
paa brede Vinger hun sank.
I min Abild fra højen Luft
hun sank med klagende Tone.
Døende spredte hun Vingerne vidt,
de dækked den hele Krone.
Ingentid saa’ jeg vel noget Træ,
har skønnere Byrde baaret.
Fjederhammen var stænkt med Blod,
det sived fra Banesaaret.
Ilde saa randt af det hvide Bryst
det røde Purpurblod.
Randt det og over den grønne Busk,
forneden den Abild stod.
Ret som Dugg over Kvist og Blad
det trilled Draabe for Draabe.
Alt saa klædtes den fattige Væxt
i skinnende Purpurkaabe. — —
Nattens Blændværk for Dagen flyr.
Jeg aabned mit Vindue — se!
da bugned over min Abild
en Kuppel af Blomstersne.
Skinnende hvid med røde Stænk,
som Blodet fra Aaren springer,
frem over Kronens Rand den skød
som Bræmmen af Svanevinger.
Men hvor derunder i Nat jeg saa
den Busk, med Blod blev døbt, —
udsprungen fandt jeg min Pyrus staa
i luende Purpur svøbt.