Gad vidst, om Bøgen alt staar Brud,
om Tjørnen blomstrer, Lærken slaar!
Jeg længes ud, jeg længes ud!
Om det er Løvfald eller Vaar,
kan her jeg næppe kende.
Før fløj jeg frit i Skov og Vang —
nu har den Frihed Ende!
Tæt ud for Gitret i mit Bur,
— den snævre, skumle Sarkofag
der skyder op en taarnhøj Mur,
saa kun et smudsigt Skær af Dag
kan til min Celle sive:
Et slagget Guld, en Tiggerskærv,
som holder mig i Live.
Ifald jeg sætter mig paa Hug
og lægger Hovedet paa Skraa,
jeg skimter gennem Murens Glug
et lille Glimt af Himlens Blaa,
hvor hvide Skyer jage.
— Det er den Stump af Guds Natur,
jeg har beholdt tilbage.
Saa lidt var da min Sang Jer værd,
saa plat foragtelig og arm,
at, hvad hver Svalelil og Stær
paa Husets Gavl, ved Dørens Karm
tør eje uanfægtet:
den lyse Dag, de grønne Trær —
har I jer Sanger nægtet!
Jeg kunde sunget end maaske
et Kvad om Foraarsluft og Sol,
om Anemoners Blomstersne,
om Gøgelilje, Martsviol,
som pipper bly bag Gærdet,
om Havet, naar det hviler blankt
og spejler Aftenskæret. —
End har min Streng den fulde Klang,
der svulmer i et Sommerdigt,
end har jeg Farver til en Sang,
der maler glødende og rigt
den Skønhed, Høsten rummer —
mens i en evig Vinternat
min Cithers Røst forstummer.
End gaar min Flugt vel stolt og fri
op under Nattens Stjernehvælv —
end finder jeg ej stængt den Sti,
som maaler Dybet i mig selv,
hvor Hjertets Kilde risler.
— Dog — snart er Vældet tørret ud
og skjult bag Tjørn og Tidsler.
O, Drøm om Elskov, Haab om Sejr,
om Sol for mine Sangerkaar!
Nu sidder selv i Fjendens Lejr
hun, hvem i Ungdoms lyse Vaar
jeg kaared til min Muse.
Ak! — Sangens Fugl bar fattigt Ry
og intet Guld til Huse!
— Saa far da vel, min skønne Kunst!
Gud veed, det var af Hjertets Trang
og uden Blik til Guld og Gunst,
naar over Jorden jeg mig svang
paa dine brede Vinger.
— Endt er nu Flugten. Mit Lev vel
med Taarer jeg dig bringer!
(April 1903)