Hvad hjalp dig, ak mit Fædreland!
din Fortids stolte Minder!
De taarnes fjernt i Synets Rand
som hvide Alpetinder.
Længst bød os Livet Smaafolks Kaar,
selv skrumped ind du Aar for Aar
I Kamp med gridske Fjender.
Men fik vi end af Fædres Arv
en ringe Rest kun levnet,
skar Øksen dybt vor Stammes Marv,
blev Kronen delt og stævnet —
at slette ud af Sagas Bog
vort Folkepræg, vor Sæd, vort Sprog
dog ingen Fjende evned.
Thi har vort Folk ej udad haft
den Ham, som Staal ej bider,
det gemmer inderst dog en Kraft,
som vokser, mens det lider.
Og da vi sad i dybest Nød,
af skjulte Væld den Kraft frembrød
og skabte bedre Tider.
Den var det just, som fyldte ham,
hvis Mindefest vi fejre;
den bar fra Nederlagets Skam
ham frem til nye Sejre.
Den var det, som — vort Tab til Bod —
bag Døgnets mørke Synskreds lod
ham Fremtidslandet vejre.
Og denne Kraft, som ej dør ud,
om stundom end den blunder,
paa den det være skal, næst Gud,
vort Fremtidshaab vi grunder.
Saalænge denne Livets Drift
ej brydes ned af Tvivlens Gift,
gaar Danmark aldrig under.
Saa lad hans Træk, den Fredens Helt
vor Slægt en Maner være,
som viser did, hvor Hedens Felt
for Lyng skal Brødkorn bære,
— at vi som han, trods Ahl og Sand
maa bryde Muld til Fremtids Land
og rejse Danmarks Ære.