Bag Byen er der et Vænge
tæt ud mod det aabne Bælt.
Der vog de i fordums Tider
Hr. Bugge, den gævelig Helt.
Den Herre var strid af Vilje,
han ødte Landet med Kiv.
Thi maatte sit Liv han lade
for Marsvinsjægerens Kniv.
Men der, hvor Jorden har drukket
hans Aarers purpurne Flod,
der vokser siden en Skræppe
med Stilk og Ribber som Blod.
Den lader sig ej bortrydde
den gror over Grøft og Hegn —
for Mordernes Afkom, tror man,
et truende Vredens Tegn.
— Jeg tager det knap saa alvorligt;
langt heller ser jeg deri
en demokratisk Naturaands
hævnende Ironi.
Man har jo Sagn om Martyrer,
om Helgeners Offerdød:
at af den Muld, hvor de blødte,
en Palme mod Himlen skød;
og Sagn om dejlige Kvinders
uskyldige Jomfrublod,
at deraf de rødeste Roser
og hvideste Liljer er groed’.
Men slig en adelig Junker,
der sansed kun eget Behov —
som aldrig fik bøjet sin Vilje
under en større Lov —
som, dengang det gjaldt at samle
et Rige sondret og spredt,
aldrig ud over sin egen
snævre Synskreds har set — —
for ham der fandtes vel næppe
— trods Byrd og adeligt Skjold
bedre Symbol end en Skræppe,
som dækker en Grøftevold.