Om Kirkegaardens viede Grund
— for Livets Jag en fredlyst Lund
Kastanierne sig kupler.
Kun Svalen strejfer hid og did
og ta’er i Flugten sig en Bid
og gør sig ingen Skrupler.
Men midt i Havens Foraarsflor,
— mørk som den kongelige Mohr
ved Kristusbarnets Krybbe —
en Blodbøg højt sin Krone bær
med Løvets dunkle Bronceskær,
— blandt Nordens blonde Bøgetræ’
en fremmed, sydlandsk Type.
Dog trods Zigøjneræt og —Blod
fik den i Kristengrund sin Rod
og Korset paa sin Stamme.
Men viet selv med hellig Text
den er og blier den vilde Vækst
r blandt Kirkegaardens tamme.
Et Barn af Solens hede Glød,
den skylder den sin Broncelød,
sin Krones bedste Smykke.
Og signes den med Salmer end,
ja, sættes den blandt Palmer hen,
saa sygner dog og falmer den,
naar den skal gro i Skygge.
Nu bliver det jo sagt og troet,
dens dunkle Lød er blot en Sot,
hvorfor man ej bør kæle,
og at man ved fornuftig Kur
hin Egenhed i dens Natur
besejre kan og kvæle.
Ak — kald den syg, hvad eller sund,
men lad sig selv den blive kun
og ej „som Andre ere”.
Smukt staar til blond den mørke Lok,
det sjældne trives ej i Flok.
Vi har jo grønne Bøge nok,
— hvad skal vi dog med flere!