Naturens Værksted luftes ud.
End ligger som en smudsig Klud
lidt Sne i Markens Furer,
og Egnen ses bag Taageslud
i ganske raa Konturer.
Den gamle Vinter gik fallit;
hans Billeder i Kul og Kridt
gør ingen Lykke mere.
Vi hungrer efter Farver nu;
til Vaaren — Vaaren! staar vor Hu,
thi han kan kolorere.
Men Fyren gør sig kostbar, thi
han hader som ethvert Geni
at være regelbunden.
Han sidder ved sit Staffeli
kun lidt i Middagsstunden.
Ja, tidt gaar hele Døgn der spildt,
hvori han Intet faar bestilt
for alskens Vrøvl og Væsen.
Snart har han Kuldegysninger,
snart er det de Belysninger,
hvoraf han rynker Næsen.
Men blier først Vejret til Behag,
og faar hans Arbejd i ham Tag,
saa gør han Underværker.
Saa er han oppe tidt før Dag
med Gryets første Lærker
og maler uden Ophold fort,
til Dagen, naar den rinder bort,
med Skyens Guld sig kroner.
Da skinner det i Penslens Spor,
og rundt om straaler Hav og Jord
i skære Regnbu’toner.
Han kaster Farverne i Flæng:
Smaragdgrøn smiler her en Eng
langs okkergule Brinker,
og Bækken som en sølvblaa Streng
i Kløftens Skumring blinker.
Den skarpe Sol bestraaler grelt
Rugmarkens lysegrønne Felt,
Plovjordens brune Ælte
og Mosens sorte Tørvemuld,
indrammet i Ranuriklers Guld
og Sivets Silkebælte.
Lidt Grønt i Spidsen af en Kvist,
lidt Purpur her, Orange hist
behændigt Penslen fæster.
Man huske, Manden er Artist
og ingen Haandværksmester.
Den nøgne Strand med Høfd og Klit
han spartler rask med Hvidt i Hvidt
— det svider fast i Synet —
og stryger Havet bredt og flot
med irrgrønt, lilla, mørkeblaat
helt ud i Himmelbrynet
Og er saa Grunden først lagt paa,
saa gaar i Lag han med det smaa
og tryller tusind skønne
Smaablomster, gule, hvide, blaa,
frem i det saftiggrønne.
Med varsom Haand, med Pensel spids
han følger Bladets fine Rids
hos Primlen og Violen.
Hver er saa pillen, sart og pæn,
som var den malt paa Porcelæn
og farvebrændt af Solen.
Men alle Skove, fjern og nær,
— med dem vil han ej ret i Færd;
han har jo sine Nykker.
Han gi’er dem kun et rødbrunt Skær
med violette Skygger.
Dog paa det sorte Tjørnekrat
med ødsel Haand han Klat ved Klat
den hvide Farve dynger.
Han morer sig ved den Idé,
det skal se ud, som var det Sne,
og er dog Blomsterklynger.
Har han tilsidst sit Arbejd endt,
saa faar han Cigaretten tændt
og strækker sig og nyder.
Op mod det lysblaa Firmament
den lette Taage flyder.
Som Skaberen den sjette Dag
sit Værk han mønstrer nu i Mag
med veltilfredse Blikke.
„Der er jo rigtignok den Skov! —
Dog, den maa vente. — Gudskelov,
før Maj det haster ikke!”