Der gror en Bregne i Kløften
med sirligt, finttunget Løv.
En Valmue blomstrer ved Grøften,
prisgiven til Sol og Støv.
Dens Purpur splittes og flænges
og strøs over Alfarvej.
Men Bregnen i Løn blot længes,
og Blomster bærer den ej.
Dens Elskov blev kun en Larve,
en Kim i et Bladkorns Skjul.
Hins folder i Purpurfarve
sig ud som en Sommerfugl —
slaar frem i blussende Flamme
og dør i sin korte Lyst.
Men Bregnen er altid den samme
og falmer først sent i Høst.
— Hil være dig, Jomfru Bregne,
dydsiret og sippet-kysk!
O, var jeg saa sandt en Heine,
saa sang jeg din Pris paa Tysk!